Køge Kommune bidrager til at gøre STC mere grøn
Hjemmehørende træer, blomster, løgplanter og græs er på vej til Skandinavisk Transport Center. Målet er at omdanne et af Danmarks største transportcentre fra sort til grøn.
I den kommende tid vil man kunne se Køge Kommunes afdeling for Vej, Park og Byrum arbejde langs vejene i Skandinavisk Transport Center. Arbejdet er en del af en større indsats i området, hvor Køge Kommune i tæt samarbejde med virksomhederne i Skandinavisk Transport Center, arbejder for at både de private og de kommunale udearealer omlægges til mere naturvenlig drift.
”I Køge Kommune arbejder vi løbende med at tænke grønne tiltag ind i vores drift, og lige her er der en god mulighed for at ændre de kommunale vejarealer, rabatter og rundkørsler” siger formand for Teknik- og Ejendomsudvalget Lene Møller Nielsen og fortsætter:
”Skandinavisk Transportcenter er et af de største transportcentre i Danmark. Det er et spændende og utraditionelt sted at sætte ind for at gøre Køge Kommune mere grøn. Vi er rigtig glade for det gode samarbejde med virksomhederne i transportcentret ” fortæller Lene Møller Nielsen.
Grundejerforeningen i Skandinavisk Transport Center ser også frem til et mere grønt transportcenter.
”Vi er rigtig glade for, at Køge Kommune er med på det her samarbejde. Det betyder rigtig meget for området, at det ikke kun er vores virksomheder, der bliver mere grønne, men at der også er tænkt biodiversitet ind på de kommunale arealer. På den måde ved man, at det er et grønt transportcenter, allerede, når man kører ind i STC,” fortæller Ove Søltoft, der er bestyrelsesformand i virksomheden JN Spedition A/S og aktiv i grundejerforeningen.
Veje og rundkørsler gøres grønnere
På vestsiden af vejen Nordhøj planter kommunen grupper af hjemmehørende træer og buske. Plantningen skal afløse søjleegene, der er i dårlig vækst.
På volden på østsiden af vejen er der allerede en god blanding af naturlige planter på vej, og derfor tilplantes volden ikke med nye planter. Midterrabatterne bliver tilsået med en blanding af græs og urter, og derfor nedlægges de buske, der findes i rabatterne i den sydlige del af vejen Nordhøj. På den måde kommer vejarealet til at ligne den model, der er anvendt på Stensbjergvej.
De to ældste rundkørsler er anlagt med stensætninger, terrasser og beplantning. Disse bliver renoveret med respekt for det oprindelige anlæg og målet om større biodiversitet. De to nyere rundkørsler mod nord vil blive tilplantet med et udvalg af løgplanter og vilde blomster, så de vil fremstå farverige og indbydende i dele af sæsonen.
I forbindelse med arbejdet vil der blive afspærret veje med mulighed for omkørsel.
Det grønne projekt i Skandinavisk Transportcenter er en del af kommunens indsats i ’Danmarks Vildeste Kommune’, som er en konkurrence for kommuner udskrevet af Miljøministeriet.
Kommentarer