Køge-gymnaster udvalgt til europamesterskabet i Finland til efteråret
Juniordrengeholdet fra GF Køge Bugt blev nordiske mestre i april 2026. Fremsendt foto.
To hold fra Gymnastikforeningen Køge Bugt er udtaget til at repræsentere Danmark ved de kommende europamesterskaber i TeamGym. Både et juniordrengehold og et juniormixhold skal i efteråret konkurrere mod Europas bedste gymnaster. Men det kræver ikke kun stort arbejde i træningshallen – nu går en intensiv jagt på sponsorer ind.
Det er en stor anerkendelse af både gymnaster og trænere, at Gymnastikforeningen Køge Bugt har fået udtaget hele to hold til EM i TeamGym. Det betyder, at GF Køge Bugt sender en trup på tæt på 40 gymnaster og trænere til Helsinki I Finland i efterårsferien sammen med et stort heppekor med forældre og andre interesserede.
Blandt gymnasterne er Nicoline Bech, 17 og Frederik Overbjerg, 15.
– Det bliver fedt at komme til at konkurrere i den danske landsholdsdragt! Vi er meget spændte på, hvor dygtige de andre europæiske hold er, men vi giver alt, hvad vi har for at levere en superflot konkurrence, siger de to gymnaster.

- Gymnasterne Frederik Overbjerg, 15, og Nicoline Bech, 17, glæder sig til at repræsentere Danmark til EM i Finland. Fremsendt foto.
Målrettet talentudvikling
Juniorgymnasterne er mellem 14 og 17 år, og drengeholdet består af 12 gymnaster og kommer til EM med selvtilliden i orden efter at have vundet guld ved de nordiske mesterskaber i Norge tidligere på året. Juniormixholdet, bestående af syv drenge og syv piger, hev guldmedaljer hjem til Køge ved danmarksmesterskabet i maj.

- cheftræner Jacob Lund Nielsen. Fremsendt foto.
Medaljerne ved de nordiske mesterskaber og udtagelsen til EM er kulminationen på mange års målrettet arbejde med talentudvikling i GF Køge Bugt. Men selvom forventningerne til de to unge hold er store, så peger cheftræner Jacob Lund Nielsen peger også på et andet vigtigt fokus med mesterskaberne:
– Selvfølgelig drømmer vi om en medalje og om at levere et stærkt resultat. Men vigtigst af alt skal det være en fantastisk oplevelse for de unge gymnaster at repræsentere Danmark ved et europamesterskab. De får mulighed for at møde gymnaster fra hele Europa og udvikle sig både sportsligt og personligt. Det bliver en stor oplevelse, og de fleste er jo kun 15 til 17 år, siger Jacob Lund Nielsen.
Behov for støtte
TeamGym er en konkurrenceform inden for gymnastik, hvor holdene konkurrerer i tre discipliner: rytmisk gulvøvelse for hold, spring på en tumblingbane samt spring på trampet (minitrampolin).
Her vurderes gymnasterne blandt andet på teknik, sværhedsgrad, udførelse og holdets samlede præstation.
Begge hold træner flere gange om ugen i springcenteret i Ravnsborghallen i Køge, og der er blevet lagt mange timer i forberedelserne frem mod mesterskabet.
Men for GF Køge Bugt er det også en bekostelig affære at være blandt de allerbedste. Derfor skal der nu findes sponsorer, som vil være med til at støtte kampen for europæiske topplaceringer. Det betyder, at mange erhvervsdrivende i Køge og omegn, fonde og andre relevante partnere i september formentlig vil blive kontaktet af foreningen med henblik på et sponsorat.
Nu ser både gymnaster, trænere og forældre frem til at følge de to hold, når de i danske farver skal konkurrere mod Europas bedste TeamGym-nationer.
Udtagelsen er foretaget af GymDanmark, som er det nationale specialforbund for gymnastik i Danmark.

- Juniormixholdet hev den flotte pokal til Køge, da de vandt DM i maj 2026. Fremsendt foto.
Fakta
- Gymnastikforeningen Køge Bugt har to juniorhold udtaget til EM i TeamGym.
- Juniordrengeholdet vandt guld ved Nordiske Mesterskaber 2026.
- Juniormixholdet vandt sølv ved Nordiske Mesterskaber 2026.
- Holdene træner i springcenteret i Ravnsborghallen i Køge.
- TeamGym omfatter disciplinerne rytmeøvelse på gulv, tumblingbane og trampet.

- TeamGym består af en række gymnastiske og akrobatiske øvelser, blandt andet en rytmeserie for hele holdet på gulv. Fremsendt foto.

Kommentarer