Samfund

Køge Genbrugsplads blev redningen: Ricki fik et nyt liv hos ARGO

Ricki Hansen er ansat i fleksjob i ARGOs genbrugsbutik Gensalg, som er en del af genbrugspladsen i Køge. Foto: ARGO.

Ricki var på kontanthjælp i 10 år, inden han fik job hos ARGO med at sortere genbrugsting. Nu har han fået selvtilliden tilbage og er en del af et fællesskab igen. 

Kasketten sidder højt, smilet står bredt, og de handskeklædte hænder sorterer hjemmevant i plastiksækkene med genbrugsting, som borgerne har afleveret under halvtaget på Køge Genbrugsplads. Her hører Ricki Hansen til. Blandt flyttekasser fra Silvan, stablede paller og vogne med blåt trådnet. 16 timer om ugen står han med sine kollegaer ”under halvtaget” og tager imod borgernes gode genbrugsting og sorterer det hele til genbrugsbutikken Gensalg eller gratisområdet Direkte Genbrug. Ricki fik en ny chance på genbrugspladsen.

Men Ricki har ikke altid båret sin kasket højt. Faktisk har det meste af Rickis ungdomsliv foregået uden for fællesskabet, uden et arbejde og forladt af et system, der smed ham ud af folkeskolen i syvende klasse.

– Jeg var nok lidt af en ballademager, og jeg kæmpede med at følge med i det faglige i skolen. Jeg forsøgte at læse til murer og var også på produktionsskole i en periode. Men det gik ikke. Jeg endte med at være på kontanthjælp i 10 år, inden jeg fik jobbet hos ARGO, fortæller Ricki Hansen.

10 lange og mørke år, hvor Ricki brugte det meste af sin tid på at spille computer og langsomt forsvinde ind i sig selv.

– Der var en kæmpestor nedtur. Alle omkring mig tog uddannelser, fik job, hus og kæreste. Jeg sad fast derhjemme, husker han.

16 timer om ugen står Ricki Hansen med sine kollegaer ”under halvtaget” og sorterer borgernes gode genbrugsting. Foto: ARGO.

Fra kontanthjælp til genbrugspladsen

Som 28-årig tog han selv ned på kommunen og bankede i bordet. Den triste tilværelse på kontanthjælp fik en ende, og Ricki startede i et kommunalt ressourceforløb i ARGOs genbrugsbutik, Gensalg, som er en del af genbrugspladsen i Køge.

– Den første dag var sygt angstprovokerende. Jeg startede med at møde seks timer om ugen, hvor jeg støvsugede i Gensalgsbutikken og ryddede op på pladsen, fortæller Ricki og fortsætter:

– Men jeg blev mødt med åbne arme. Mine nye kollegaer var så hjælpsomme, søde og tålmodige, og jeg turde at være mig selv og begyndte langsomt at åbne mere op.

Især Rickis mere erfarne kollega Kim Sambleben tog ham under sine vinger og hjalp ham godt i gang med arbejdsopgaverne i ”under halvtaget”. Der står de stadig sammen i alt slags vejr i de genkendelige gule jakker og sørger for at vores genbrugsting kommer til at gøre glæde hos andre.

Ricki fik en ny chance på genbrugspladsen:

– Jeg har fået meget mere selvtillid, og nu tror jeg på, at jeg er god nok. Jeg må gerne være her, og mit arbejde er vigtigt.

Kilde: ARGO

Ricki og Kim arbejder i ARGOs genbrugsbutik Gensalg, som er en del af genbrugspladsen i Køge. Foto: ARGO.

 

Kommentarer