Samfund

Køge er på Danmarkskortet, når det gælder indsats mod elevfravær

I Køge Kommunes skoler satser man på engagement, stærke fællesskaber og tidlig handling i kampen mod elevfravær.

Stor virtuel temadag den 6. november skal styrke indsatsen.

Når elevfraværet vokser, er det et problem for den enkelte elev. I Køge Kommune arbejder man for, at problemet skal løses i fællesskab. Det seneste år har samtlige skoler på tværs af kommunen arbejdet målrettet med nytænkning, der kan nedbringe elevfravær. Nøgleordene er mere fokus på faglig spændende undervisning, klassefællesskab, tidlig indsats og tæt samarbejde mellem kommunens forskellige professioner. Næste skridt er at gå fra projekt til pædagogik.

Den 6. november mødes 950 ansatte i Køge Kommunes folkeskoler og forvaltning til en virtuel temadag om nytænkning og ny praksis, når det gælder elevfravær.  

Tværfaglighed og nytænkning

Baggrunden for det arbejde, der nu implementeres i folkeskolerne, stammer fra de gode ideer, der er udtænkt i en arbejdsgruppe bestående af skolefolk, psykologer og sagsbehandlere. Fraværet i Køge Kommunes skoler er ikke større end andre steder, men ønsket om at være på forkant med en voksende udfordring har drevet projektet frem. Gruppen har haft skole- og ungdomsforsker Helle Rabøl til at bidrage med forskningsresultater og nye vinkler fra sine mange interviews med unge. Det har været afgørende for idéudviklingen, at det var mange professioner, der bidrog med input, vanskeligheder og idéer fra hvert deres område. 

Man vil gerne i skole

Som udgangspunkt for projektet er, at hvis skolens undervisning er faglig spændende og inddrager eleverne, og hvis klassefællesskabet er imødekommende og rart, vil det være lidt lettere at komme afsted for de elever, der af forskellige grunde har svært ved at komme i skole. Der vil stadig være elever, der kræver vidtgående specialtilbud og behandling, og den skal de naturligvis have. Men for de elever, der ligger på vippen, kan tiltagene udgøre en stor forskel. 

Forskningserfaringer viser, at klassefællesskabet er vigtigt; at man er savnet, når man er fraværende. Derfor kan en sms, med teksten ”Er du på vej?” have stor betydning. Her kan elevernes refleksioner og idéer give handlemuligheder, som de voksne måske ikke havde tænkt på. 

– Elevfravær er et fokus, som det giver rigtig god mening at finde fælles løsninger på. Jeg håber, at vi med projektet her kan bidrage til, at den enkelte medarbejder ude på skolerne føler, at der er mulighed for at løfte i flok, men også at få opmærksomheden på løsningerne helt ind i klasseværelset. Jeg oplever, hvordan vi i Køge Kommune er med til at inspirere andre kommuner, og håber, at de gode erfaringer vi gør os, kan sprede sig som ringe i vandet, og være med til at gøre en forskel for skolebørn i resten af landet, siger Mads Andersen, der er formand for skoleudvalget i Køge Kommune. 

Temadag for 950 medarbejdere 

I 2020 gennemførte Køge Kommune en temadag for alle lærere, pædagoger, psykologer, sagsbehandlere, ressourcepersoner og ledere, der arbejder med området. 

Den 6. november i år holder Køge Kommune endnu en fælles temadag for alle medarbejdere i og omkring skolerne i Køge Kommune. Personalet vil sidde sammen på skolerne, og oplæg fra forskere og skolefolk vil blive live-streamet. Personalet vil kunne drøfte oplæggene med hinanden og vil også kunne komme med spørgsmål og synspunkter til oplægsholderne. 

Oplægsholderne vil være:

·   Borgmester Marie Stærke – velkomst

·  Gro Emmertsen Lund ph.d , forsker og aktuel med bogen ”Fra fravær til fællesskab”.

·  Mikael Axelsen, Master of Public Policy, tidl. chefkonsulent Professionshøjskolen UCC

·  Pionergruppen – fællesskabende didaktikere, (lærere, skolepædagoger, PPR-psykologer, kommunale konsulenter og en skoleforsker). 

·   Helle Rabøl Hansen, cand.jur og ph.d. i pædagogisk psykologi. Helle har fra starten været en del af Køge Kommunens arbejde med elevfravær, hvor hun har idéudviklet, rådgivet og undervist. 

Flere fagfolk fra andre kommuner, ministerier og organisationer deltager i temadagen som observatører.  

Baggrund om projektet

Projektet har siden foråret haft tre indsatsområder.  

·  Pilotskoler: 4 udvalgte skoler har arbejdet med øget elevinddragelse for at nedbringe fravær i udskolingen. Skoleforsker Helle Rabøl Hansen har undervist. 

·  Pionergruppe: 16 medarbejdere (lærere, pædagoger og psykologer) har arbejdet med at udvikle og afprøve en mere fællesskabende undervisning. 

·  Rejsehold: en tværfaglig enhed med tre fagligheder (skoleforvaltning, pædagogisk psykologisk rådgivning og Familieafdelingen) har besøgt alle skoler i Køge for at tilbyde sparring ift. arbejdet med at nedbringe fravær. 

Siden starten har Køge oplevet stor opmærksomhed og nysgerrighed fra andre kommuner og fra ministerier og organisationer. Det seneste år har medarbejdere fra Køge holdt oplæg for flere tusind politikere og fagfolk på KL´s store Børne- og Ungetopmøde i januar. Der har været henvendelser fra flere kommuner, og Køge har bidraget med oplæg på flere kurser i ministeriet og i forskellige organisationer. 

Al arbejdet ligger åbent til rådighed på hjemmesiden www.erdupaavej.dk

Kommentarer