Køge Byråd bliver til Kommunalbestyrelsen i Køge Kommune

Efter navneskiftet bliver byrådssalen til rådhussalen. Foto: Køge Kommune.

Efter mere end 730 år med det samme navn er Køge Byråd fortid: Den 1. april ændrer Køge Byråd navn til Kommunalbestyrelsen i Køge Kommune. Også byrådssalen skifter navn.

For at favne alle kommunens herligheder – fra den smukke kystlinje, over de bølgende marker, de mange små og større lokalsamfund til den historiske bykerne – har et flertal i det, der fra 1. april får navnet Kommunalbestyrelsen, vedtaget forslaget om, at Køge Byråd ændrer navn til Kommunalbestyrelsen i Køge Kommune. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

– Køge er kendetegnet ved en smuk bykerne fyldt med historie, flot placeret ved havet. Køge by er en stor del af vores DNA og historie. Men vi er også meget mere end det. Vores kommune rummer flere levende bysamfund, smukke landskaber, marker og søer, siger borgmester Ken Kristensen (V), og fortsætter:

– Det nye navn afspejler i højere grad hele vores kommune. Ligesom det er i overensstemmelse med kommunestyrelseslovens terminologi og bedre afspejler forsamlingens ansvar for hele kommunen.

Navneskiftet blev andenbehandlet på byrådsmødet den 26. marts, hvor et flertal stemte for. Det betyder, at både politikere og borgere skal til at vænne sig til et nyt navn, ligesom byrådssalen fremover bliver til rådhussalen.

Skiftet fra byråd til kommunalbestyrelse er primært af principiel karakter og betyder ikke noget for det politiske arbejde eller de folkevalgte, understreges det i pressemeddelelsen.

Til gengæld skal navneskiftet rulles ud eksternt og internt, hvor hjemmeside, mailsignaturer med mere skal have en overhaling i den kommende tid.

 

Kommentarer