Kultur

KLAR-PARAT-LØB: Hero Run kommer til Køge Marina

Der er masser af sjove forhindringer og underholdning for store og små, når familieløbet Hero Run igen rammer Køge 10. september.

Kan mor finde vej ud af skumgraven, når skumkanonen skyder løs? Elsker femårige Thor at lege ”Jorden er giftig”? Og er det mon far eller storesøster Ida på ti år, der er bedst til at holde balancen? Hele familien kan være med, når Hero Run snor sig gennem Køge Marina og Tangmoseskoven med en overkommelig distance på tre kilometer og 14 sjove forhindringer.

Forsalget til familieløbet er startet, og de tidligere år har det været en stor succes. Alle fra tre år og opefter kan være med. Også borgmester i Køge Kommune, Marie Stærke, har tidligere deltaget med sin familie, og de glæder sig til at være med igen i år:

– Hero Run er altid noget, vi ser frem til hjemme hos os. Det er en god kombination af samvær med familien og bevægelse, for det handler nemlig ikke kun om at løbe hurtigt. De meget forskellige forhindringer gør, at vi får bevæget os på mange måder, ligesom vores samarbejde undervejs også godt kan blive udfordret – og så får vi os et godt grin sammen, siger Marie Stærke.

Nye omgivelser hvert 

Hero Run har tidligere foregået i centrum af Køge, hvor deltagerne blandt andet skulle løbe igennem kirken og op over tagterrasserne. Sidste år var det de rå omgivelser i Søndre Havn, som lagde bane til, og i år er turen kommet til Køge Marina. Det er borgmesteren glad for.

– Området omkring Marinaen har så meget at byde på, og i Køge Kommune vil vi gerne blive ved med at udvikle det, så der er noget at komme efter for alle; børn, unge og voksne, uanset om man vil slappe af eller helst vil have, at der sker noget. Med et arrangement som Hero Run rammer vi bredt aldersmæssigt, fordi hele familien kan være med. Samtidig får deltagerne skabt en god stemning og et fællesskab omkring start- og målområderne, når de forskellige hold sendes afsted, siger Marie Stærke.  

Støt en god sag

Startskuddet går lørdag den 10. september. Deltagerne bliver sendt afsted ad flere omgange for at sikre god plads ved alle forhindringerne, og det første hold sendes afsted kl. 11.00. 

Ligesom sidste år støtter jeres familie også en god sag, når I køber billet til Hero Run. Overskuddet fra salget går nemlig til Børneulykkesfondens forebyggende arbejde med at øge børnesikkerheden i Danmark og nedbringe antallet af børneulykker. De første 800 solgte billetter koster 160 kroner pr. person, derefter koster billetterne 185 kroner, og for de penge får I startnummer, vand, frugt og en medalje.

Billetter kan købes på www.herorun.dk

Kommentarer