Investorer har stadig appetit på ejendomme i Køge trods corona
Coronakrisen har ikke umiddelbart afskrækket investorer fra fast ejendom. Tværtimod venter halvdelen at øge investeringerne ifølge en analyse af EDC Erhverv Poul Erik Bech, som over 1.200 virksomheder og investorer har besvaret om forventningerne til 2021. Samme tendenser bekræftes i Køge og omegn af lokal mægler og borgmester i Køge Kommune, Marie Stærke.
For sjette år i træk har EDC Erhverv Poul Erik Bech gennemført en stor forventningsanalyse blandt mere end 1.200 virksomheder og investorer. “Svarene kommer fra hele landet og fra mange brancher og forskellig størrelse af virksomheder, så vi får et solidt billede af, hvordan ejendomsbranchen og virksomheder ser på udsigterne for 2021. Hovedkonklusionen er, at først og fremmest har mange investorer fortsat lyst til at købe ejendomme. Halvdelen forventer at investere mere end i 2020, mens næsten godt en fjerdedel venter at foretage investeringer på samme niveau, mens knap en fjerdedel vil skrue ned,” siger Brian Skov Andersen Partner, EDC Erhverv Poul Erik Bech Køge, og fortsætter:
“Gennem de seneste år er mange nye projekter igangsat i Køge, hvilket bl.a. har fremmet erhvervslivet og påvirket efterspørgslen efter erhvervsejendomme. Køge Kommune haft som stort fokus på at udvikle nye boligområder. Campus Køge og Køge Havn er blot nogle af de projekter, som er blevet udviklet til attraktive boligområder. Behovet for boligområder vil derfor følge denne kontinuerlige udvikling, så vi oplever et meget højt aktivitetsniveau. Det er især boligudlejning og projektsager, der er stor interesse for.”
Borgmester i Køge Kommune, Marie Stærke, bekræfter den positive udvikling i Køge, som i de seneste år har været i konstant vækst: “Der sker rigtig mange spændende ting i Køge Kommune, og vi er meget tilfredse med udviklingen. Der både bygges og renoveres i stor stil indenfor både bolig og erhverv. Vi har stort fokus på at være en erhvervsvenlig kommune og har et tæt samarbejde med byens mange virksomheder, som vi hele tiden arbejder på at udbygge og styrke. Vi har et stigende befolkningsantal på 7,5% frem mod 2045 i Køge Kommune og derfor er det absolut nødvendigt med øgede investeringer i ejendommene i kommunen.”
Øget investeringsniveau i Køge
“Vores forventningsanalyse viser, at investorerne især har kig på de største byer. Det hænger sammen med, at de i forvejen har ejendomme her og de store byer er præget af mange ældre boligejendomme. Når det er sagt, så oplever vi en større og større interesse i investeringsejendomme i hele landet. Alle vores 18 erhvervscentre i Danmark oplever, at investorerne søger længere og længere ud i landet, hvilket er en tendens vi klart kan bekræfte her i Køge og omegn.”
EDC Erhverv Poul Erik Bech holder webinar om Forventningsanalysen 2021 og om udviklingen i Køge den 2. december, hvor Borgmester i Køge Kommune, Marie Stærke holder indlæg sammen med Brian Skov Andersen, EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Kommentarer