Køge by

Indstil din favoritkandidat til Made in Køge-priserne

Trofæet for prisen ILoveMyJob som blev overrakt ved sidste fysiske afholdelse af Nytårskuren i 2019. Foto: Claus Sall.

Fra idag mandag den 2. august bliver det muligt at indstille kandidater til Made in Køge-priserne. Med priserne sætter Connect Køge igen fokus på alle de enormt dedikerede og dygtige mennesker, der findes rundt om i Køgeområdets mange virksomheder. Så giv et skulderklap til en knivskarp kollega, et fantastisk team, et fedt lokalt initiativ, en kreativ iværksætter og en ambitiøs eksportvirksomhed. Sidste frist for at indstille er den 22. august.

Til januar 2022 afholder Connect Køge igen den årlige nytårskur, hvor erhvervslivet er inviteret til at fejre ildsjælene og blive inspireret af personlige fortællinger om drivkraft og lederskab. Et af højdepunkterne på programmet er således Made in Køge-prisuddelingen, hvor lokale medarbejdere og virksomheder er nomineret til fem priser. Og alle kan netop nu give deres besyv med og indstille deres favoritkandidat til årets nomineringer.

– I vores møde med Køges virksomheder hører vi dagligt de personlige fortællinger om de enormt dedikerede medarbejdere, som giver dét ekstra til kunder og kollegaer. Og det er netop de engagerede og dygtige mennesker, der hver dag får hjulene til at dreje rundt i

Køgeområdets mange virksomheder, som Connect Køge fejrer med prisuddelingen Made in Køge, fortæller direktør i Connect Køge Allan Munch og forklarer:

 – Det hele handler jo i sidste ende om mennesker. Vi skal dyrke fællesskabet og den gode energi, der opstår mellem mennesker, når vi arbejder med det, vi elsker. Vi vil bringe de gode historier om ambition og passion frem i lyset – til anerkendelse og inspiration.

Spot på de gode fortællinger

Ved at udbrede de positive fortællinger, arbejder Connect Køge på samme tid med at brande Køgeområdet som attraktivt erhvervsområde. For gennem fortællingerne sættes der spot på de mange gode arbejdspladser, der findes her i området og den arbejdsglæde hos medarbejderne, der hver dag gør en forskel for kunder og kollegaer.

Alle interesserede kan på Connect Køges hjemmeside www.connectkoege.dk indstille en kollega, et team eller en virksomhed, som fortjener at blive hædre ved årets prisuddeling Made in Køge. På baggrund af alle indstillingerne udvælger en jury af erfarne erhvervsfolk tre nominerede i hver priskategori.

Der uddeles i alt fem priser:  ILoveMyJob-prisen, ILoveMyTeam-prisen, ILoveKøge­-prisen, Iværksætterprisen og Eksportprisen.

Fakta

Ved Made in Køge-prisuddelingen hædres det lokale erhvervsliv med fem priser:

ILoveMyJob-prisen: gives til en medarbejder/kollega, der bidrager til arbejdsglæden både fagligt og socialt, og har ydet en ekstraordinær indsats på sin arbejdsplads.

ILoveMyTeam-prisen: gives til et medarbejderteam, der oser af engagement og en fælles stærk kultur, som har skabt succes for virksomheden.

ILoveKøge-prisen: gives til en virksomhed eller organisation, der har taget et fedt lokalt initiativ, som sætter Køgeområdet på landkortet.

Iværksætter-prisen: gives til en yngre virksomhed (etableret inden for de sidste 5 år) forankret i Køgeområdet, som har formået at markere sig særligt positivt med vækst og fremtidspotentiale.

Eksport-prisen: gives til en virksomhed forankret i Køge kommune, som har store internationale ambitioner og succes med sin eksport, og som viser vejen for andre virksomheder med eksportfremmende tiltag.

Om Connect Køge

Erhvervsfonden Connect Køge arbejder fokuseret på at styrke erhvervs- og turismeindsatsen i hele Køge kommune, danne netværk og blive en aktiv medspiller i virksomhedernes hverdag. Sidst, men ikke mindst arbejder Connect Køge på at vise nye aktører fra ind- og udland de mange muligheder, der findes i Køge kommune.

Kommentarer