Hvem skal vinde Handicapprisen 2025: Nu kan du indstille kandidater

For sjette år i træk inviterer Køge Kommunes Handicapråd og Danske Handicaporganisationer i Køge borgerne til at sætte fokus på de mange gode kræfter, der hver dag arbejder for at skabe lige muligheder og bedre vilkår for mennesker med handicap i kommunen.
Kender du en person, virksomhed eller forening, der gør en særlig indsats for at styrke handicappedes livsvilkår i Køge, kan du nu – og frem til 7. november 2025 – indstille din kandidat til Handicapprisen 2025, og de 10.000 kroner, der følger med hæderen.
Handicapprisen gives til nogle, der gennem deres arbejde, frivillige engagement eller initiativ har bidraget til at gøre hverdagen lettere, mere inkluderende eller mere ligeværdig for borgere med handicap i Køge Kommune. Formålet er at anerkende de gode kræfter – og samtidig inspirere andre til at følge efter.
– Bag mange små og store fremskridt for borgere med handicap står mennesker, der gør en ekstra indsats for fællesskab, tilgængelighed og lige muligheder. Handicapprisen er vores måde at sige tak – og samtidig vise, hvor meget forskel engagement faktisk gør i hverdagen. Vi håber, at mange vil benytte lejligheden til at pege på kandidater, der fortjener at blive hyldet, siger Lars Kunov, formand for Handicaprådet i Køge Kommune.
Hvem kan indstilles til prisen?
Alle borgere, foreninger, virksomheder og organisationer kan indstilles til Handicapprisen 2025. Og man kan også indstille sig selv.
Eksempler på kandidater kan være:
- en forening, der arbejder for at sikre deltagelse i foreningslivet for børn, unge eller voksne med handicap,
- en virksomhed, der fremmer inklusion på arbejdsmarkedet,
- en borger eller gruppe, der har taget nye initiativer eller gjort en særlig forskel i hverdagen for borgere med handicap i Køge,
- frivillige, der har bidraget til udviklingen af det sociale arbejde i kommunen.
Kandidaten behøver ikke at være bosat eller have adresse i Køge Kommune, så længe indsatsen gavner borgere med handicap i kommunen. Det er dog ikke muligt at indstille ansatte i Køge Kommune eller medlemmer af Handicaprådet.
Sådan indstiller du en kandidat
Indstillinger skal sendes pr. mail til VF@koege.dk med ”Handicapprisen 2025” i emnefeltet.
Fristen for indstilling er 7. november 2025.
I mailen skal du kort beskrive:
- hvilken indsats kandidaten har ydet for borgere med handicap i Køge Kommune,
- hvorfor du mener, at netop denne kandidat bør modtage Handicapprisen 2025.
Husk at angive dit telefonnummer, så kommunen kan kontakte dig ved behov.
Prisoverrækkelsen
Handicapprisen 2025 uddeles onsdag den 26. november 2025 klokken 16 ved et åbent arrangement på Køge Kommunes Sundhedscenter, Rådhusstræde 10C, hvor alle interesserede er velkomne.
Vinderen modtager et diplom, blomster og 10.000 kroner fra Køge Kommunes Handicapråd og Danske Handicaporganisationer i Køge.
Kommentarer