Hvem skal vinde årets frivillighedspris?
Igen i år anerkender Køge Kommune en forening eller et initiativ med Frivillighedsprisen. Prisen uddeles af Ældre- og Sundhedsudvalget, og tildeles for at have ydet en særlig social indsats i Køge Kommune for at styrke de meningsfulde fællesskaber. Det er nu, du kan indstille modtagere til prisen.
Fællesskab er en fælles sag i Køge Kommune. Det ses hos foreninger og frivillige ildsjæle hver dag, når de skaber gode rammer for fællesskaber for deres medborgere. Det engagement anerkender Ældre- og Sundhedsudvalget ved for tredje år i træk at uddele Frivillighedsprisen. Med prisen følger 10.000 kr. til at videreudvikle og styrke foreningens formål eller videreudvikle det initiativ, der har vundet.
Prisen er tidligere gået til Køge Vandreforening og Børns Voksenvenner, som på hver deres måde har skabt værdifulde fællesskaber og socialt samvær. Køge Vandreforening blev hædret for deres ugentlige vandreture og arrangementer for seniorer, mens Børns Voksenvenner fik prisen for at støtte og udvikle unikke venskaber. Nu er det tid til, at en ny indsats skal kåres.
– Fællesskaber kan være afgørende – både for vores livskvalitet som mennesker og for sammenhængskraften i vores samfund. Med Frivillighedsprisen hylder og understøtter vi de særlige sociale indsatser, og anerkender den forskel de gør. Køge Kommune har mange ildsjæle, der skaber fællesskab og drager omsorg i deres lokalsamfund, og jeg glæder mig til at se indstillingerne til årets frivilligpris, siger Bent Sten Andersen, formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Køge Kommune.
Frivillighedsprisen uddeles til en frivillig forening eller et initiativ, der har ydet en særlig social indsats i Køge Kommune for at styrke de meningsfulde fællesskaber og/eller skabe rammerne for et sundt liv for seniorer. En forening eller et initiativ indstilles med en mail til vf@koege.dk. Beskriv foreningen eller initiativet og forklar, hvorfor netop det fortjener prisen. Indstillingen skal sendes senest den 28. september.
Ældre- og Sundhedsudvalget beslutter på et møde den 12. oktober, hvem prisen skal gå til.
Kommentarer