Køge by

Her er det nye værnemiddellager

Køge Kommune har fået deres eget lager af værnemidler. Arkivfoto

Corona-krisen har skærpet vores fokus på at passe på hinanden her i Køge Kommune. Kom med et smut ind på det nye lager, hvorfra plejehjem, skoler, daginstitutioner får deres vigtige værnemidler.

Hver uge samles de med det formål, at vi alle kan passe godt på Køge Kommunes børn og ældre, på vores ansatte og på hinanden. Kommunale medarbejdere fra ETK og PC Køge mødes på lageret og pakker værnemidler ud, som er ankommet og som skal fordeles til kommunens plejehjem, bosteder, skoler og daginstitutioner. Over de seneste tre uger er der fordelt 216.400 engangshandsker, 26.000 plastikforklæder, knap 5000 mundbind og i hundredvis af liter sprit til både hænder og overflader.

– Det er et projekt, som vi har kørt med, siden begyndelsen af krisen, og som nu er sat næsten færdigt i system. Det var jo ikke noget, vi har prøvet før, så vi har gjort os mange erfaringer. Især i den første tid kæmpede vi en hård kamp for at få fat i både håndsprit og forklæder – nu er der heldigvis nok på markedet til, at de, der har behov, kan få, siger Pernille Skærbæk, som leder projektet.

Flere gange om ugen modtager teamet en sending fra Kommunalt Værnemiddel Indkøb (KVIk) – en sending som er tilpasset de respektive kommunernes størrelse, hvilket for Køges vedkommende vil sige ca. 1 procent af den samlede beholdning hos KVIk.
Priserne er også andre, end før krisen. Eksempelvis kan et engangsforklæde i dag koste ca. 6 kr. – tilbage i januar var prisen 50 øre. Staten betaler for varerne fra KVIk. I de tilfælde, hvor KVIk ikke kan levere de efterspurgte værnemidler, og handlen derfor sker direkte med producenterne, betaler kommunekassen. Det forventes dog, at staten også her vil dække enten krone til krone eller ved en fordelingsnøgle til samtlige kommuner.
Løbende sender alle institutioner og øvrige kommunale arbejdspladser deres ønsker til værnemidler ind – og så skal efterspørgsel og lagerbeholdning gerne gå op:

– Det er en ret stor koordinationsopgave. Vi gør alt, hvad vi kan for at sikre, at vi får fat i tilstrækkeligt med værnemidler til, at vores sundhed- og plejepersonale samt lærere, pædagoger, børn og ældre kan opleve en hverdag, hvor de kan passe ekstra godt på både sig selv og hinanden, siger Allan Løndal Norby fra ETK.

Forventningen er, at lageret i en eller anden form selv efter den nuværende situation vil bestå:

– Vi vil nok have større fokus på hygiejne i fremtiden. Så jeg forventer, at sådan noget som håndsprit fortsat vil være efterspurgt – også på den anden side af Corona-krisen, siger Pernille Skærbæk.

Kommentarer