Havets Folkemøde byder på van(d)vittig sjove oplevelser for hele familien
Fang en krabbe og rør en fladfisk. Eller hop i et par waders og undersøg dyrelivet under havets overflade. Havets Folkemøde på Køge Marina den 9. september bliver også en hyggelig dag for børnefamilier, som kan se frem til at få en helt særlig naturoplevelse.
Strandkanten er et forunderligt sted, og selv på lave dybder er der et fascinerende liv, som børnefamilier helt gratis kan komme helt tæt på sammen med kommunens naturvejleder ved Havets Folkemøde den 9. september. Med net og waders indfanges og undersøges fisk, krebsdyr, vandmænd og andre organismer, som er afhængige af et rent og varieret havmiljø:
– Det bliver en dag, hvor børn og voksne kan blive klogere på alt det liv, som er under havets overflade – med alle sanser i brug. Jeg er meget begejstret for alle de aktiviteter, som der er stablet på benene til Havets Folkemøde, og jeg håber, at rigtig mange børnefamilier deltager, siger borgmester Marie Stærke.
Mærk havdyrene i et rørebassin
Fra land kan ungerne gå på opdagelse i et stort rørebassin, som Danmarks Naturfredningsforening sætter op. Her kan krabber, fisk og havplanter nærstuderes og røres. Hvis man har lyst, kan man lære at holde en krabbe eller røre en af de fladfisk, der skjuler sig på havbunden.
Pandekager over bål og leg på en optimistjolle
Melder sulten sig, kan der laves pandekager over bål med Køge Søspejd, som også har en optimistjolle med, som børnene kan gå på opdagelse i. Der må kravles og leges til den store guldmedalje og hvem ved, måske får dit barn øjnene op for sejllads?
Meget mere på programmet – også for voksne
Havets Folkemøde finder sted på Køge Marina og Nordstranden den 9. september 2023 fra kl. 13 – 16 og udover aktiviteter for børn er der også spændende politiske debatter, forskere, rap med Per Vers, bådture og meget mere.
Du kan læse mere og se hele programmet her: https://www.koegebugtalliancen.dk/havets-folkemoede
Vi slutter dagen med at hoppe i havet sammen
Havets Folkemøde er en udvidelse af det årlige ”Hop i Havet”-arrangement, og derfor slutter dagen også med, at alle, der har lyst, hopper i havet på Nordstranden for at markere, hvor vigtig havet og de blå bølger er for os alle.
Kommentarer