Handicapprisen 2021 går til initiativrig mor
Siden oktober har borgerne i Køge Kommune kunnet nominere kandidater til at vinde Handicapprisen 2021.
Det er andet år i træk, at Handicapprisen uddeles til kræfter, der yder en særlig indsats for borgere med handicap i Køge Kommune. Og nu er vinderen fundet.
I går den 2. december 2021 blev vinderen af Køge Kommunes Handicappris 2021 kåret.
Prisen gik til Lisa Aalbæk på 48 år fra Bjæverskov, der siden hun i 2008 blev mor til en dreng med handicap, har brugt en stor del af sin fritid på skabe bedre mulighederne for, at børn og familier med handicap inde på livet får forudsætninger for at deltage på lige fod i samfundet med alle andre borgere i kommunen.
Det gør Lisa blandt andet ved at være formand for den danske gren af den internationale forening for udbredelse af Karlstadmodellen (IAKM-DK), som er en sprogtræningsmodel for personer med sprog, tale- og kommunikationsvanskeligheder, hvor der er fokus på at oplære og inddrage hele personens netværk i, hvordan de kan hjælpe med at træne sprog og kommunikation i hverdagen for det enkelte barn med handicap. Siden 2013 har Lisa som del i dette arbejde været med til at etablere en årlig sommerskole i Køge for børn og familier fra hele Danmark, hvor familier til børn med sproglige og kognitive handicaps kan deltage og få undervisning i Karlstadmodellens principper. Lisa har også været primus motor i at få koblet viden og metode fra Karlstadmodellen til Køge Kommunes specialtilbud til børn og unge med handicap, så barnet møder den samme tilgang til sproglig udvikling og kommunikation i dagtilbud og specialskoler som i barnets netværk derhjemme. Dermed skabes de bedste forudsætninger for, at barnet kan udvikle sine sproglige og kommunikative kompetencer.
Herudover deltager Lisa på frivillig basis i et bogteam i samarbejde med Socialstyrelsens specialpædagogiske forlag, Materialecentret, hvor hun er med til at udvikle og udgive bøger og læspakker til børn med sproglige og kognitive udfordringer. Senest har hun været med til at udgive en læsepakke, som indeholder 12 læsebøger med tilhørende materiale, der støtter den tidlige læseudvikling, som Lisa og bogteamet har oversat fra svensk, fået tilpasset, illustreret og trykt.
Endelig har Lisa gennem flere år deltaget aktivt som næstformand i forældrebestyrelsen på Køge Kommunes specialskole, Ellebækskolen, hvor hun blandt andet var initiativtager til at få etableret den sansehave, som skolen nu har, og som elever og personale nyder godt af hver dag.
- I dag er en vigtig dag. Med handicapprisens er vi med til at anerkende og sætte fokus på dem, som gør en forskel for borgere med handicap i Køge Kommune. Det er ildsjæle som Lisa, der bruger deres energi og tid på at skabe flere bedre muligheder i samfundet for andre, som gør mig stolt af at være en Køge-borger i dag, siger Lissie Kirk (formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge Kommune).
Det har ikke været en let beslutning at vælge en vinder til Handicapprisen 2021, da der er rigtig mange borgere, der gør en vigtig indsats for handicapområdet i Køge Kommune.
- Det, som kendetegner de mange indstillede var, at de går langt længere end man kunne forvente af dem, uanset om de er pårørende eller de som del af deres profession arbejder for at gøre hverdagen nemmere og øge livskvaliteten for borgere med handicap. Fælles for dem alle er, at de brænder for at forbedre handicapområdet i Køge Kommune og hjælpe andre, siger Lars Kunov (formand for Handicaprådet i Køge Kommune)
Vinderen af prisen et lysende eksempel på et mennesker, der ikke alene søger løsninger, der kan være med til at hjælpe hendes egen situation og barn, men som rækker ud over sig selv og skaber løsninger, der kommer alle borgere og pårørende med handicap til gavn.
- For mig er det super vigtigt, at vi udvikler vores samfund til et sted hvor alle borgere – med eller uden handicap – har mulighed for at bringe sine ressourcer i spil, og får mulighed for at deltage i vores demokratiske samfund på lige fod med andre. Ved at give alle børn mulighed for at udtrykke sig gennem et sprog, kan de på sigt deltage og føle sig hørt i samfundet. At leve med et handicap har en pris, men også en stor værdi, og den værdi skal vi vise frem, så alle kan se de ressourcer og den glæde, som mennesker med handicap har at bidrage med. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til jer, der har nomineret mig, min familie, venner, netværk og mine samarbejdspartnere i Køge Kommune. Jeg glæder mig til at være med til at fortsætte samarbejdet og være med til at skabe endnu flere vigtige indsatser for borgere med handicap i Køge Kommune – for sammen er vi stærkere!, siger Lisa Aalbæk.
Det er andet år i træk, at der uddeles en Handicappris i Køge Kommune. Prisen er en del af Køge Handicapråds fokus på at forbedre og udvikle handicapområdet i Køge Kommune. Herudover har Handicaprådet deltaget aktivt i den proces, der førte til vedtagelsen af en ny Handicappolitik for Køge Kommune i juni måned i år. Med handicappolitikken er der igangsat en række handleplaner, der skal munde ud i indsatser til gavn for borgere og pårørende med handicap i Køge Kommune.
Læs mere om Karlstadmodellen og Sommerskolen i Køge:
Fakta om Handicapprisen:
Køge Kommunes Handicapråd uddeler sammen med Danske Handicaporganisationer i Køge en årlig handicappris. Prisen er en særlig anerkendelse til personer, grupper, virksomheder eller organisationer, der yder en særlig indsats for at styrke handicappedes trivsel og livsvilkår i Køge.
Udover hæderen og anerkendelsen, modtager vinderen et diplom og 10.000 kr. fra Køge Kommunes Handicapråd og Danske Handicaporganisationer (DH) i Køge.
Handicapprisen uddeles i forbindelse med dagen for ”FNs Internationale Handicapdag – dagen for lige muligheder”.
Kommentarer