Livsstil og forbrug

Hævet kørselsfradrag er en tiltrængt hjælp til landdistriktsborgere

Foto: Mads Krabbe.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd glæder sig over, at der nu er udsigt til konkrete initiativer for at dæmpe omkostningerne af stigende brændstofpriser. Fællesrådet har tidligere advaret mod risiko for affolkning af landområder som følge af danskernes begrænsede mobilitet.

Kørselsfradraget skal sættes op. Det blev udfaldet af mødet i Skatterådet i dag, og dermed har Skatterådet lyttet til opråbet fra borgere og foreninger som Landdistrikternes Fællesråd og FDM.

Forud for mødet i Skatterådet har også regeringen og en række partier ydet opbakning til samme, og det glæder formand for Landdistrikternes Fællesråd, at der er udsigt til at komme klemte danskere i møde:

– Vi står i en situation, hvor den globale krise rammer danskerne direkte på deres privatøkonomi. I landdistrikterne er der ofte ikke et kollektivt alternativ til privat bilisme, og derfor risikerer vi at se konsekvenser for danskerne mobilitet på arbejdsmarkedet i landdistrikterne, og konsekvenser i valg af bopæl, hvilket vil øge skævvridningen i landet. Derfor har vi efterspurgt akut politisk handling, og Skatterådets beslutning om en regulering, gældende tilbage fra årets start, er et vigtigt og væsentlig skridt i den rigtige retning, udtaler formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard og tilføjer:

– Langt den største omkostning ligger dog fortsat hos den enkelte person, der skal køre til og fra arbejde. Derfor appellerer vi fortsat til, at partierne på Christiansborg vil øge den skattemæssige værdi af befordringsfradraget, eller alternativt se på, om flere områder kan blive omfattet af det forhøjede befordringsfradrag.

Udgifterne til benzin og diesel har i løbet af året været på hidtil uset himmelflugt. Benzinpriser, der i marts ramte 17,39 kr. pr. liter står derfor i skærende kontrast til de 12,78 kr. pr. liter, som befordringsfradraget er udregnet på baggrund af. Derfor har fællesrådet, sammen med blandt andre FDM, sat fokus på de konsekvenser, landet som helhed risikerer at møde, hvis ikke fradraget justeres efter de 1,2 millioner pendleres reelle omkostninger.

– Befordringsfradraget er et af de værktøjer, der er med til at sikre muligheden for at bo og leve i hele landet, og særligt i landdistrikterne, hvor der pendles over de længste afstande. Hvis ikke vi tør bosætte os uden for de største byer, og køre til det job vi er bedst kvalificeret i eller trives bedst i, risikerer vi at ramme hele Danmarks konkurrencedygtighed og økonomiske vækst, siger Steffen Damsgaard.

Kommentarer