112

Grundlovsforhør – Overfald og afpresning efteranmeldt

Tirsdag efter middag indfandt en 34-årig mand fra København sig personligt hos politiet for at anmelde et overfald mandag aften kl. ca. 18.00. 

Efter aftale var den 34-årige troppet op på en adresse i Boholte-området i Køge for at tale med en 41-årig mand fra Køge. En anden 41-årig mand fra Køge var også til stedet ved mødet, der udviklede sig, idet de to mænd udsatte den 34-årige for et groft overfald og stak ham overfladisk med en kniv. Efterfølgende afpressede mændene den 34-årige til at overføre et pengebeløb til en anvist bankkonto.

Efter en lægeundersøgelse tirsdag til registrering af de skader, som den 34-årige var blevet påført, fik politiet hurtigt identificeret og opsøgt de to mistænkte mænd, som begge blev anholdt tirsdag aften i Køge.

Den 34-årige anmelder blev efter en grundig afhøring til sagerne selv frihedsberøvet, idet han var efterlyst af Københavns Politi til fremstilling i fogedretten. Han blev derfor anbragt i et arresthus, indtil Københavns Politi kan fremstille ham i løbet af onsdagen.

Efter sigtelse og afhøring til sagerne blev den ene 41-årige løsladt tirsdag ud fra en juridisk vurdering af hans rolle i sagerne, mens den anden 41-årige forblev i politiets varetægt. Anklagemyndigheden vil fremstille ham i et grundlovsforhør kl. 13.00 ved Retten i Roskilde i løbet af onsdagen som mistænkt i de to sager om grov vold og afpresning.

Kommentarer