Kultur

Fyraftensmøde – kom og bliv klogere på bæredygtighed i byggebranchen

Der stilles flere og flere krav om bæredygtige løsninger – også inden for byggebranchen. I samarbejde med Videnscenter for Energibesparelser i Bygninger inviterer Connect Køge og Grøn Omstilling derfor nu til fyraftensmødet ”Bæredygtighed i byggebranchen”. Fyraftensmødet finder sted online den 10. marts fra kl.15.30 til 16.30.

Fyraftensmødet byder på to oplæg efterfulgt af en spørgerunde. Mødet henvender sig til virksomheder inden for bygge- og anlægsbranchen, som gerne vil have en opdatering på den nyeste viden inden for energirenoveringer og den frivillige bæredygtighedsklasse. En klasse som blev lanceret for at hjælpe byggebranchen med at opbygge erfaringer med bæredygtigt byggeri.

“Der er lige nu meget fokus på, hvordan byggeriet bliver mere bæredygtigt. Vi vil gerne give inspiration og konkrete værktøjer til, hvordan virksomheder kan arbejde systematisk med bæredygtighed i byggeriet. Vi ser flere kommuner stille krav til deres leverandører om for eksempel certificeringer, genbrug af materialer og selektiv nedrivning”, fortæller erhvervskonsulent Mette Lerdorf fra Connect Køge.

Fokus på kommunens planer og bæredygtighedsklasse 

Første oplægsholder på banen er Jacob Skjødt Nielsen, Grøn Ambassadør fra Grøn Omstilling i Køge Kommune. Jacob Skjødt Nielsen vil fortælle om kommunens ambitioner for bæredygtigt byggeri, som er beskrevet i Køge Kommunens nye klimaplan. Klimaplanen blev vedtaget i december 2020. Et af temaerne fra klimaplanen handler blandt andet om, at Kommunen vil arbejde med principper for cirkulær økonomi i fremtidige udbud og i dialog med udviklere. På sigt vil Kommunen også sætte krav til CO2-regnskaber i nye byggerier.

Anden oplægsholder på banen er Vagn Holk Lauridsen, sektionsleder fra Videnscenter for Energibesparelser i Bygninger. Han vil fortælle om den frivillige bæredygtighedsklasse, der blev introduceret i 2020, og hvilken indflydelse den vil have fremover. Det forventes, at kravene i bæredygtighedsklassen skal indgå i bygningsreglementet allerede i 2023. Videncenteret for Energibesparelser i Bygninger har derfor udarbejdet forskellige guides til, hvordan man arbejder med bæredygtighedsklassen for særligt udvalgte områder og for mindre renoveringsprojekter.

Hele fyraftensmødet slutter af med en spørgerunde og opsamling.

Fyraftensmødet holdes online onsdag den 10. marts kl. 15.30-16.30. Det er gratis at deltage, men kræver en tilmelding på www.connectkoege.dk under ”Arrangementer”. 

Program 

15.30 Velkomst ved Mette Lerdorf, Connect Køge

15.35 Oplæg om bæredygtigt byggeri i Køge ved Jacob Skjødt Nielsen, Grøn Omstilling

15.45 Oplæg om den frivillige bæredygtighedsklasse, guides og værktøjer ved Vagn Holk Lauridsen, Videnscenter for Energibesparelser i Bygninger

16.10 Spørgsmål og afrunding

Om Den frivillige bæredygtighedsklasse

Bygningsreglementet i Danmark har i mange år sikret, at nye bygninger er blevet rigtig energi effektive. Nu er tiden kommet til at gå et skridt videre og sikre en mere bæredygtig bygningsmasse i et bredere perspektiv. Derfor blev den frivillige Bæredygtighedsklasse introduceret i 2020, som har til mål at øge bæredygtigheden i byggeriet. 

Bæredygtighedsklassen er i dag ikke en del af Bygningsreglementet, men ligger ved siden af. Det er dog den politiske målsætning, at brug af den frivillige bæredygtighedsklasse skal være obligatorisk fra 2023.

Der er i alt ni krav i den frivillige bæredygtighedsklasse, som alle skal opfyldes for boliger, mens øvrigt byggeri skal opfylde syv krav for, at den frivillige bæredygtighedsklasse er efterlevet.

Kravene dækker blandt andet ressourceanvendelse på byggepladsen, dokumentation af problematiske stoffer, totaløkonomi i hele bygningens levetid m.m.

Om Videnscenter for Energibesparelser i Bygninger 

Videncenter for Energibesparelser i Bygninger indsamler og systematiserer viden om energibesparelser i bygninger og formidler dette til byggebranchen. Det overordnede mål er at medvirke til at realisere flere energibesparelser i den eksisterende bygningsmasse.

Videncenter for Energibesparelser i Bygninger er en del er Energistyrelsens målrettede informationsindsats og har eksisteret siden 2008.

Om Connect Køge

Erhvervsfonden Connect Køge arbejder fokuseret på at styrke erhvervs- og turismeindsatsen ved at skabe netværk, viden og være en aktiv medspiller i virksomhedernes hverdag og udvikling. Connect Køge bidrager også til at vise aktører fra ind- og udland de mange muligheder, der findes i Køge området. 

Grøn Omstilling, Teknik- og Miljøforvaltningen, Køge Kommune

Grøn Omstilling beskæftiger sig med grøn omstilling i sin bredeste forstand på strategisk niveau. Teamet arbejder med at nedsætte drivhusgasudledningen i hele kommunen og udvikle Køge Kommune i en bæredygtig retning.

Kommentarer