Fredagsbar på KØS forplads
Poetiske spejlæg, friske drinks og lækre toner.
Saml dine venner og familiemedlemmer og sving forbi museets forplads denne sensommereftermiddag, når KøgeBibliotekerne, Tapperiet og KØS igen holder fredagsbar.
Oplev billedkunstner Jesper Aabilles globale og sociale kunstprojekt og performance Poetisk Spejlæg, når KøgeBibliotekerne, Tapperiet og KØS igen inviterer til kulturel fredagsbar i Køge. Aabilles performance, der også er blevet realiseret i Jerusalem, New York, Amager og Georgien, består i, at Aabille skaber en social stund omkring madlavning på en brændeknude. En brændeknude, der bliver placeret på en skulpturel konstruktion, der bl.a. er bygget af lokale materialer, Aabille har fået lov at indsamle hos lokale Køge-borgere. Der er spejlæg så længe, der er er ild i brændeknuden – og I skal selvfølgelig smage et.
Mens Aabilles kunstprojekt indtager forpladsen, spiller Tapperiets lydcykel fredagsbaren op med liflige beats, sprød bas og jazzy samples, der sørger for den helt rigtige lounge-stemning.
KØS Café serverer friske drinks hele aftenen.
FAKTA
Fredagsbar på KØS forplads. Fredag den 30. september kl. 16-21
Det er gratis at deltage og kræver ikke tilmelding. I tilfælde af regn rykker vi indendørs.
Kommentarer