Kultur

Fra asatro til kristendom

Foto: Køge Museum

Bliv klogere på overgangen fra asatro til kristendom, når Køge Museum på torsdag 19. maj stiller skarpt på emnet og inviterer til talk og samtale med Ph.d. i religionshistorie, Sophie Bønding.

Harald Blåtand står centralt i fortællingen om den officielle kristning af Danmark. Det er velkendt, at han tog kristendommen til sig som del af et storslået politisk magtspil, hvor den nye religion og den nye gud kom til at understøtte hans magt på nye måder.

Men politisk magt og religion var også nært forbundne før kristendommen gjorde sit indtog. Som førkristen konge har Harald Blåtand været både politisk leder og en central figur i den førkristne offerkult, som var ansvarlig for kommunikationen med de førkristne guder.

Det har betydning for vores forståelse af Harald Blåtands politiske og religiøse ambitioner og af, hvordan han førte dem ud i livet. Hans byggeprojekter i form af blandt andet ringborgene og Jellingkomplekset udgør formidable manifestationer af hans magt, men kan også anskues som et udtryk for hans forsøg på at opbygge en fælles identitet blandt eliten i Danmark, blandt danerne.

Sammen med Ph.D. i religionshistorie, Sophie Bønding, stilles der nye spørgsmål og fremsættes nye svar til denne talk på Køge Museum. For hvad betyder det, at Harald var både politisk og religiøs leder, da han antog kristendommen? Hvordan bredte han sin politiske og religiøse magt ud over Danmark? Hvordan overbeviste han danernes stormænd om at blive kristene? Og lignede den nye religion egentlig ikke den gamle temmelig meget?

Efter oplægget åbnes der op for spørgsmål, debat og dialog mellem Sophie Bønding og publikum. Her må alle blande sig, og ingen spørgsmål eller betragtninger er dumme. Det er nemlig godt for forskningen at få et skud “Hvad nu hvis…?” eller “Hvorfor nu det…”.

Guld eller grå-brun?

Talken ‘Fra asatro til kristendom’ er den næstsidste i forårets foredragsrække på Køge Museum. Sidste talk i denne omgang afholdes torsdag 9. juni kl. 16:30-17:30 under titlen ‘Guld eller gråbrun?’ Her kan du møde Ph.D. i arkæologi, Anna Severine Beck, når hun begiver sig ud i en diskussion om, hvorvidt vikingetiden kun var guld, sølv og smukke genstande. Måske var den også lidt mere grå-brun?

Praktisk info

Fra asatro til kristendom

Adresse: Køge Museum, Nørregade 4, 4600 Køge

Mødested: 2. sal på Køge Museum (bemærk at museet ikke har elevator)

Dato: 19. maj 2022

Tidspunkt: 16.30 – 17.30 (dørene åbner 16.00 og lukker 16.25)

Alm. billetpris: 85 kr.

Køge Museumsforening billetpris: 75 kr.

Årskortholder billetpris: 50 kr.

Billetter kan købes på www.museerne.dk/kalender

Kommentarer