Køge by

Foreninger i Køge: Vis hvad I kan til Kids Tour

Alle foreninger i Køge Kommune opfordres til at vise hvad de duer til når Danmarks sjoveste cykelløb ‘Kids Tour’ løber af stablen til juni.

Cykelløbet finder sted lørdag den 4. juni i Køge Nord og bliver kørt mellem kl. 12 og 14.

Men både før og efter løbet vil der være sjove og lærerige aktiviteter for børnene og deres familier ved Køge Nord Sportscenter. Alt efter hvad I som forening har behov for eller lyst til, kan kommunen være behjælpelig med at stille et stykke græsplæne eller en scene til rådighed for jer på aktivitetspladsen.  

Kom og vis hvad I kan

Køge Kommune forventer, at ca. 200 børn mellem 3 og 10 år vil deltage i Kids Tour. De har også deres familier med, så det betyder, at omkring 2.000 besøgende vil lægge vejen forbi på pladsen i løbet af dagen. 

Det giver alle foreninger en perfekt anledning til at vise børnene og deres familier, hvad man kan tilbyde dem. Måske man får flere nye medlemmer med hjem.

Tilmeld jer senest 2. maj

Hvis din forening har lyst til at medvirke, så kontakt Janni Cederholt fra Køge Nord Sportscenter senest mandag den 2. maj.

Kommentarer