Erhverv

Flere ressourcer til at få kontanthjælpsmodtagere i Køge i job

Borgere på kontanthjælp kan se frem til en hurtigere og bedre afklaring på deres situation.

Køge Kommune har nemlig modtaget 1.504.800 kr. fra Styrelsen fra Arbejdsmarked og Rekruttering, som skal bruges til at hjælpe borgere på kontanthjælp eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelser med at lægge en plan for deres fremtid på arbejdsmarkedet.

For nogle vil det være at komme ud på arbejdsmarkedet igen. For andre kan vejen gå via fleksjob eller ressourceforløb, eller at blive henvist til førtidspension.

  • Med projektet får borgerne en hurtigere afklaring på, hvad der er næste skridt i deres forløb. Det giver ro i maven hos den enkelte, og samtidig får vi udnyttet arbejdskraften bedst muligt til gavn for hele samfundet, siger Borgmester Marie Stærke.

Pengene skal bruges på løn til medarbejdere, så der bliver flere ressourcer til at hjælpe borgerne videre på rette vej. I Køge drejer det sig om en gruppe på 274 borgere.

Projektet gennemføres i perioden december 2021 – december 2023. Pengene er bevilliget fra puljen ”Flere skal med III”.

Kommentarer