Samfund

Flere pladser til børn med brug for ekstra støtte i dagtilbud

Arkivfoto

Køge Kommunes Børneudvalg har besluttet at udvide antallet af pladser til børn med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Konkret bliver det dagtilbuddet Solstrålen, der går fra at have plads til otte børn til i fremtiden 14 børn med handicap.

På landsplan stiger behovet for dagtilbud, der er indrettet til børn med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Nu udvider Køge Kommunes Børneudvalg kapaciteten på området. Dagtilbuddet Solstrålen har i dag otte pladser, og vil i fremtiden kunne tage imod 14 børn i målgruppen.

Beslutningen betyder, at Solstrålen skaber plads til yderligere seks børn med brug for ekstra støtte. Dagtilbuddet kan gøre brug af et grupperum, der i forvejen er indrettet med de nødvendige faciliteter, da rummet tidligere har været benyttet til specialpladser. Frem mod 1. juni 2023 rykker en større gruppe børn fra vuggestue til børnehave, og rummet kan frigives, uden at nogen børn skal flyttes. I samme periode sker der af samme årsag ikke indskrivning til vuggestuen. 

– Jeg er rigtig glad for, at vi nu imødekommer et stort behov hos en gruppe af familier, der kan se frem til, at vi udvider og indretter en særlig del af Solstrålen til netop deres barns behov. Her bliver mulighed for at samle viden og medarbejdere med særlig erfaring og fokus på denne målgruppe af børn, siger Pernille Sylvest, formand for Børneudvalget.

Med den ændrede normering i Solstrålen vil der fra 1. juni 2023 kunne være 14 børn i specialgruppen i Solstrålen mod de nuværende otte, 15 vuggestuebørn mod de nuværende 24, og 35 børnehavebørn mod de nuværende 36. De flere specialpladser i Solstrålen gør det muligt for andre kommuner at købe sig ind på pladser, hvis der er nogen i overskud. Den nye normering i almendelen svarer til den normering, Solstrålen tidligere har haft. Reduktionen på ti pladser forventes at kunne håndteres inden for den kapacitet de øvrige dagtilbud i området har.

Kommentarer