112

Flere morgen-færdselsuheld

I alt fire anmeldelser om færdselsuheld enten på Sydmotorvejen eller ved afkørsel 33 Lellinge indgik til politiet mandag morgen og formiddag frem til kl. ca. 10.00.

Første anmeldelse kom kl. 06.46, hvor to bilister var stødt sammen på motorvejen i nordgående spor. En ambulance var sendt til uheldsstedet, hvor politiet kunne konstatere, at en bilist var kørt op i bagenden på en anden bilist.

Parterne var sluppet uden skader som følge af sammenstødet, så ambulancen kørte fra stedet uden at komme i brug, og de to parter var begge kommet ind i nødsporet og havde ikke brug for politiets assistance.

Kl. 07.12 kom næste anmeldelse om et sammenstød på motorvejen i det nordgående spor, men ca. to km. syd for afkørsel 33 Lellinge, i en trafikkø, der måske var opstået i anledning af det første uheld.

En 22-årig mand fra Nykøbing F havde for sent opdaget, at de forankørende var standset op, så han påkørte bagenden af den forankørende, som igen blev skubbet fremad med påkørsel af en tredje part til følge.

Heller ingen af disse tre parter i dette uheld kom til skade, så politiet registrerede blot omstændighederne og parterne heri, så opgaven kunne afsluttes kl. ca. 07.50.

Allerede kl. 08.21 kom endnu en anmeldelse om et sammenstød på Sydmotorvejen, hvor to bilister var stødt sammen og tilsyneladende uden at være kommet til skade som følge heraf. En ambulance var rutinemæssigt blevet sendt til uheldsstedet, men der blev altså ikke brug for den.

Parterne i uheldet holdt i begge vognbaner på motorvejen, som derfor var helt spærret i et kortere tidsrum og med op til seks km. trafikkø til følge.

Også dette uheld var sket som følge af uopmærksomhed, således at en bilist havde påkørt en anden bilist bagfra.

Kl. ca. 09.10 var de implicerede køretøjer fjernet fra uheldsstedet, så motorvejen kunne åbnes i begge spor.

Den sidste af anmeldelserne om færdselsuheld kom kl. 09.52 med hjælp fra en dansk bilist fra en 23-årig litauisk lastbilchauffør. Han var kørt fra Sydmotorvejen og ad afkørsel 33 Lellinge, hvor han i lyskrydset ved Ringstedvej ifølge egne oplysninger var blevet påkørt af en anden bilist under svingning til venstre ad Ringstedvej mod vest. Denne bilist var kørt fra stedet ad Ringstedvej mod øst/Køge uden at give sig til kende og var ifølge et vidne kørende i en lille lys bil. Bilisten kunne ifølge lastbilchaufføren måske mistænkes for ikke at have respekteret lyssignalet på stedet og havde fået skader på højre bageste del af køretøjet som følge af sammenstødet.

Politiet har nu optaget rapport om sammenstødet i et forsøg på at få identificeret den flygtede part i uheldet.

Politiet vil generelt henlede opmærksomheden på at holde fornøden afstand i tæt trafik på motorvejen, så pludselige opbremsninger eller uventet stop i trafikken på grund af kødannelse ikke bliver årsag til sammenstød.

På Sydmotorvejen i det nordgående spor mellem afkørslerne 34 Herfølge og 33 Lellinge findes på en kortere strækning pilafmærkning på kørebanen, hvor den vejledende afstand mellem køretøjer bør være så stor, at to pile på kørebanen kan ses mellem køretøjerne.

Opfordringen til bilisterne er naturligvist også, at denne sikre afstand mellem to køretøjer ikke bliver udnyttet til at ”mase” sig ind mellem nogle køretøjer for at komme hurtigere frem i den tætte trafik i myldretiden. Den mindre afstand mellem bilisterne kan hurtigt udvikle sig til mindre alvorlige sammenstød, så rejsetiden kan blive forøget på grund af kødannelse på grund af uheldene sammenlignet med måske lidt langsommere kørsel i sin egen vognbane frem mod sin destination.

Kommentarer