Debat og politik

Fire år uden handling: Murermester Jimmy Jacobsen efterlyser ægte samarbejde om de unge i Køge

Jimmy Jacobsen (nummer to fra venstre med ryggen til) efterlyste politisk handling i forhold til et valgløfte, der blev givet i forbindelse med kommunalvalget i 2021. I panelet ses fra venstre: Thomas Kampmann (K), Mette Jorsø (R) Ken Kristensen (V). Foto: Gitte Hagsholm.

Før kommunalvalget i 2021 lovede lokale politikere i Køge at bygge en fast bro mellem folkeskolen og erhvervslivet. En kommunal “matchmaker”-ordning blev annonceret, hvor virksomheder kunne skrive sig på en liste, og kommunen ville sørge for, at “mester møder elever”. Fire år senere har murermester Jimmy Jacobsen stadig ikke fået ét eneste opkald.

Af Gitte Hagsholm, gitte.hagsholm@netavis.dk

Initiativet blev født med gode intentioner: Et nyoprettet Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg skulle skabe synergi mellem virksomheder, jobcenter og skoler og samtidig styrke rekrutteringen til de faglærte uddannelser. Kommunen talte om dialog, erhvervshus, bedre indgange og et servicetjek af erhvervsvenligheden, der i 2021 sendte Køge ned som nr. 67 i en tilfredshedsmåling lavet af Dansk Industri.

Men virksomhederne, der skrev sig på formidlingslisten, blev mødt med radiotavshed.

– Vi var mange, der meldte os til. Men der skete bare ingenting. Vi rykkede, men fik intet svar. Hverken fra forvaltning eller politikere, fortæller Jimmy Jacobsen, der driver virksomheden Murermester Jimmy Jacobsen med afdelinger i Køge og Gilleleje.

Fire år senere – samme spørgsmål

Ved et netværksmøde for erhvervsfolk og politikere på Køge Handelsskole 18. september 2025 gentog Jimmy Jacobsen spørgsmålet: Hvorfor er der ikke fulgt op?

Her lagde politikerne sig fladt ned, som han beskriver det, og flere undskyldte. Men undskyldninger skaffer ikke lærlinge. De kritiske spørgsmål er nærliggende, og dem har Jimmy Jacobsen mange af:

– Hvem havde ansvaret for at ringe første gang? Hvilke mål var der sat for indsatsen, og hvordan blev de fulgt? Hvorfor er en simpel ringeliste ikke eksekveret på fire år i en kommune, der samtidig taler om mangel på arbejdskraft og unge, der ikke trives i de boglige fag i folkeskolen? Hvis ikke ét klassebesøg kan blive til noget, hvad siger det så om evnen til at levere på større, tværgående indsatser?

– Det er ikke for at slå politikerne i hovedet, understreger Jacobsen.

– Men det er legitimt at spørge, om der mangler forpligtende styring, tydeligt ejerskab og en ansvarlig projektleder med mandat til at sætte datoer, booke lokaler og matche konkrete lærepladser, siger han og tilføjer:

– Dybest set handler det her jo om at give unge nogle flere og bedre muligheder og dermed også få flere hænder ud i virksomhederne, hvor vi mangler dem.

Murermester Jimmy Jacobsen. Foto: Artvaerk ApS.

En mester, der selv gik hele vejen

Historien om Jimmy Jacobsen begynder et andet sted end i opråb til politikerne.

Selv er han ordblind, kedede sig i skolen og havde – som han siger – “idræt og frikvarter som yndlingsfag.” En studievejleder så, at Jimmy nok var  bedst med hænderne, og en læreplads som murer blev vendepunktet. I dag er han 50, far, ægtemand, ejerleder i sin murervirksomhed med 25 ansatte – og en stolt håndværker.

Jimmy Jacobsen startede sin virksomhed i 2003 “med en bil og en balje”, som han formulerer det; og siden har han bygget en forretning, der lever af relationer, kvalitet og en meget bevidst kultur, som han kalder: RMI – “Rigtig Mental Indstilling”.

De senere år er firmaet tre gange kåret som “Årets Murerfirma” og har flere gange modtaget Gazelle-priser. På “Anmeld Håndværker” ligger bedømmelsen højt, og kundehistorierne fremhæver punktlighed, dialog og finish.

Det lyder smidigt, men det har det ikke altid været, fortæller Jimmy Jacobsen åbent.

– Jeg var en elendig mester de første ti år: temperamentsfuld, kontrollerende, for hård i kanten.

Vendepunktet kom med coaching, efteruddannelse og en erkendelse af, at ledelse starter med selvledelse. I dag deler han ansvar, ansætter folk dygtigere end sig selv, har advisory boards og en professionel bestyrelse.

Fra politiske skåltaler til handling

Jimmy Jacobsen bruger gerne sin egen historie som eksempel på, hvordan de unge i Køge kan hjælpes i gang.

– Alle er enige om problemet: Der mangler faglærte hænder, og en del unge i folkeskolen trives ikke i det boglige spor. Erhvervslivet står klar. Erhvervsskolerne – som EUC Sjælland – vil gerne i spil. Kommunen har et udvalg, der netop skal skabe synergi – så hvor knækker filmen?

En murer med bud til byrådet

– Jeg ønsker ikke at slå politikerne i hovedet, gentager Jimmy Jacobsen.

Men han mener, han har krav på svar.

– Det har de unge også. Hvis Køge vil rykke fra flotte ord til forandring, er opskriften simpel: Tidlig kontakt, én ansvarlig indgang, gennemsigtighed, og et forpligtende samspil mellem mestre, skoler og kommune.

Virksomhederne har skrevet sig på listen. Eleverne venter. Telefonen må gerne ringe nu.

 

Kommentarer