Kultur

Familie-støbning på Kulturtorvet

Foto: Thomas Uhrskov

Gratis støbe-event på Kulturtorvet i Køge lørdag den 3. september.

 Alt for få kender bygningsstruktør uddannelsen, derfor arrangerer Byggeriets Uddannelser og EUC Sjælland i samarbejde med tv-vært og hobby-håndværker Thomas Uhrskov en anderledes event på Kulturtorvet lørdag den 3. sep.

Der er lagt op til et usædvanligt stort gør-det-selv-værksted, når Thomas Uhrskov smækker 64 kvadratmeter telte og en betonkanon op på Kulturtorvet.

 I løbet af dagen får alle mulighed for gratis at støbe store og mindre elementer i beton: Sofaborde, skamler, lamper, træningsudstyr, knager, krukker og andet.

 Manden bag eventen, tv-værten Thomas Uhrskov, siger om baggrunden:

  • Beton er et fantastisk materiale med et stort kreativt potentiale. Derfor ærgrer det mig, at struktør-uddannelsen nærmest er ukendt for de fleste. Danmark mangler struktør-lærlinge, og det vil jeg gerne hjælpe med at ændre på.
  • Arbejdet som bygningsstruktør er godt lønnet, der er masser af jobs og uddannelsen giver rig mulighed for at videreuddanne sig. Struktører bliver ofte kaldt ”superhåndværkere” for struktører lærer at mestre de fleste håndværksdiscipliner. De kan det hele.

Eventen er åben for alle – og der er gang i værkstedet mellem klokken 10 og 16 om lørdagen.

Beton, støbeforme og værktøj er på pladsen, men folk inviteres også til at tage egne støbeforme med: Især glas med skruelåg fra eksempelvis marmelade, syltede agurker, sild eller andet kan let omdannes til finurlige og smukke lamper.

De støbte effekter bliver bragt til hærdning på EUC Sjælland, Campusbuen 31, 4600 Køge, hvor de kan afhentes den følgende torsdag.

CAMPUS+

Fredag d. 2.9.22 deltager holdet også på årets læringsfestival, CAMPUS+. Her får unge fra Køge Bugt mulighed for at støbe mindre elementer, som del af dagens aktiviteter. I forlængelse af CAMPUS+, inviteres grundskolernes håndværk og design-lærere ind med deres elever fra grundskolen. 

Kommentarer