112

Falsk politimand for søgte af franarre 80-årig kvinde hendes kontooplysninger

Tricktyv, der udgav sig for at være politimand, forsøgte at franarre en 80-årig kvinde kontooplysninger midt om natten. Men det hoppede kvinden ikke på, og ringede i stedet for til det rigtige politi.

Onsdag k. 02.31 anmeldte en 80-årig kvinde fra Køge, at hun var blevet ringet kl. ca. 01.45 af en fremmed mand, der havde oplyst sit navn som ‘Benjamin Jørgensen’, og at han ringede fra politiet. Den 80-årige havde dog ikke bemærket det telefonnummer, som den falske politimand havde ringet fra.

Årsagen til det natlige telefonopkald var ifølge den falske politimand, at den 80-åriges bankkonto blev misbrugt, så hun skulle give forskellige kontooplysninger til ham.

Det gjorde den 80-årige dog ikke, da hun tidligere i avisen havde læst om denne type telefoniske henvendelser fra personer, der oplyste at være ansat i politiet eller i et pengeinstitut.

Da den falske politimand følte sig gennemskuet, afsluttede han telefonsamtalen med nogle nedsættende bemærkninger om den 80-årige intelligens.

Den 80-årige led således ikke noget tab i forbindelse med denne henvendelse fra den falske politimand, der talte dansk uden accent.

Politiet undersøger nu også dette forsøg på bedrageri over for ældre personer i lighed med andre sager med tilsvarende fremgangsmåde.

På det seneste har politiet bemærket, at disse henvendelser til ældre borgere sker på sene tidspunkter om aftenen og uden for f.eks. pengeinstitutters normale åbningstid. Det er politiets opfattelse, at bedragerne forsøger at få de kontaktede til at tro, at det problem, som bliver anført som årsag til henvendelsen, er meget akut og med krav om øjeblikkelig handling for at redde sine penge på bankkontoen.

Det generelle råd er at få oplyst navn og firma/myndighed for den person, der henvender sig uanset tidspunkt på døgnet, så et kontroltelefonopkald kan foretages til den pågældende via et hovedtelefonnummer. Ring aldrig tilbage til det telefonnummer, der måtte stå i telefonens display, men finde og indtast selv hovedtelefonnummeret ved kontrolopkaldet.

Herudover skal man aldrig oplyse eller videregive fortrolige og personlige oplysninger til personer, hvis identitet man ikke er helt sikker på under en telefonsamtale.

 

Kommentarer