112

Falsk bankmand misbrugte betalingskort i Herfølge

Kl. 20.32 anmeldte pårørende til en 84-årig kvinde fra Herfølge, at hendes dankort var blevet misbrugt til uberettiget hævning af 5.000 kroner.

Politiet fik i forbindelse med anmeldelsen klarlagt, at den 84-årige i tidsrummet kl. 18.30-19.00 var blevet ringet op af en mand, der havde præsenteret sig som en medarbejder i et pengeinstitut.

Den 84-årige måtte ikke kontakte andre, hvilket politiet var informeret om, idet der var problemer med hendes dankort. Hun skulle derfor udlevere dankortet med tilhørende PIN-kode til en bankmedarbejder, som kort efter dukkede op ved bopælen.

Efterfølgende kunne den 84-årige konstatere den uberettigede hævning på 5.000 kr. via det udleverede dankort, inden det blev spærret mod fortsat misbrug.

Politiet skal nu afhøre den 84-årige nærmere om det bedrageriske telefonopkald fra en falsk bankmand, der fik hende overbevist om problemer med dankortet, der skulle udskiftes.

Sagen behandles som en anmeldelse om bedrageri i lighed med en del andre og tilsvarende sager, hvor især ældre borgere uvarslet og uopfordret bliver kontaktet af personer, der udgiver sig for at være medarbejdere i et pengeinstitut, så de kontaktede borgere bliver overtalt til at udlevere et betalingskort med tilhørende kode. Dette bliver straks udnyttet af svindlerne til at opnå en økonomisk gevinst ofte i form af uberettigede kontanthævninger straks efter modtagelsen af betalingskortet.

Kommentarer