Køge by

Falsk bankmænd på spil

Kl. 16.22 anmeldte pårørende til en 77-årig kvinde fra Køge, at hun kort forinden var blevet ringet op af en fremmed mand.

Han havde præsenteret sig som værende ansat i et navngivent pengeinstitut og kunne se, at der var flyttet et stort pengebeløb fra den 77-åriges bankkonti. 

Den 77-årige var dog lidt forundret herover, hvorefter den falske bankmand oplyste, at en anden mand ville ankomme til hendes bopæl for at hente hendes betalingskort, som var blevet misbrugt. De skulle således udskiftes og kunne udleveres til den mand, der ca. 10 minutter senere dukkede op og fik to betalingskort udleveret.

Efterfølgende havde den 77-årige konstateret, at de to betalingskort få minutter efter udleveringen var blevet misbrugt til uberettiget hævning af 30.000 kr. i en hæveautomat i Herfølge. Begge kort var nu blevet spærret, så de ikke længere kunne misbruges.

Den 77-årige beskrev manden, der afhentede betalingskortene, som: mand, østeuropæisk af udseende, 25-30 år, 170-175 cm høj, spinkel af bygning, sort kort hår og iført sort tøj. Den falske bankmand i telefonen talte dansk med accent.

Politiet har nu optaget rapport om sagen i et forsøg på at finde frem til de to mistænkte i sagen.

Samtidig vil politiet opfordre til at være særdels skeptisk over for uventede telefonopkald fra personer, der udgiver sig f.eks. at ringe fra et pengeinstitut eller en myndighed. Endvidere skal man være meget skeptisk, såfremt personlige oplysninger, konto- eller kortnumre og PIN-koder ønskes oplyst.

Sluttelig vil politiet også opfordre til at tage snak med ældre familiemedlemmer om, hvordan man skal agere, hvis et tilsvarende telefonopkald modtages, idet ofte ældre personer bliver kontaktet af denne type kriminelle. 

Kommentarer