Få en god start med Connect Køges opstartsseminar
Connect Køge tilbyder løbende opstartsseminar for iværksættere og for dem, som overvejer at tage springet til livet som selvstændig. På seminaret får deltagerne et indblik i opstartsfasen, gode råd till hvordan man får sat et godt koncept sammen og input til økonomistyringen. Næste seminar afholdes den 23. august 2021 hos Connect Køge i Vestergade.
Der kan være mange tvivlsspørgsmål i forbindelse med opstart af en virksomhed. Lige fra at skulle vælge den rigtige virksomhedsform, skat og moms til, hvordan livet som iværksætter mon bliver. Connect Køge inviterer derfor alle, som drømmer om egen virksomhed til opstartsseminarmed to oplæg på programmet. Med de to oplæg får deltagerne information om, hvordan de kommer sikkert igennem opstartsprocessen og får skabt et stærkt fundament for deres virksomhed. Seminaret finder sted mandag den 23. august kl. 15.00-17.00hos Connect Køge, Vestergade 3C i Køge.
– Opstartsseminaret skal være med til at klæde nye iværksættere på til livet som selvstændige. Der er både mange udfordringer og mange muligheder som iværksætter. Og det kan være svært at navigere i – for hvor skal man starte, og hvad skal man fokusere på i opstartsfasen? Med opstartsseminaret hjælper vi med, at iværksætterne får den nødvendige viden til at kunne vælge den rette retning for dem, og at de kommer godt fra start, siger erhvervskonsulent Jes Pettersson fra Connect Køge.
Fra idé til en sikker forretningsidé
Connect Køge har sammensat et program med to oplægsholdere, der giver en all-round introduktion til livet som selvstændig. Samtidigt bliver der mulighed for at møde andre iværksættere og skabe netværk med de andre deltagere.
Første oplægsholder på banen bliver erhvervskonsulent Jes Pettersson fra Connect Køge. Her får deltagerne indblik i, hvordan man som iværksætter får skabt det bedste fundament for sin nye virksomhed ved at fokusere på idéudvikling, målgrupper og salg.
Næste oplægsholder bliver Jan Drøscher fra Censea Consulting, som til daglig arbejder med bogholderi og økonomisk rådgivning for virksomheder. Med hans oplæg kommer deltagerne rundt om emner som skat, moms og bogføring, som er vigtig viden i forbindelse med opstart af en virksomhed.
Opstartsseminaret er for nye iværksættere
Seminaret er for nye iværksættere, og dem som overvejer at starte som selvstændige og er et supplement til Connect Køges 1-1 iværksættervejledninger og iværksætteruddannelsen Iværksætteri i Praksis. Med seminaret får iværksætteren en introduktion til livet som selvstændig. Hvis behovet melder sig, vil der efterfølgende være mulighed for at booke 1-1 vejledninger med en erhvervskonsulent fra Connect Køge.
Det er gratis at deltage på seminaret, men kræver en tilmelding på Connect Køges hjemmeside www.connectkoege.dk under arrangementer.
Fakta
Program for opstartswebinaret:
- 15.00 Velkomst ved Jes Pettersson, Connect Køge
- 15.10 Kom godt i gang med virksomheden ved Jes Pettersson, Connect Køge
- 16.00 Skat, moms og alt det praktiske ved Jan Drøscher, Censea Consulting
- 17.00 Tak for i dag
- Hvornår: den 23. august 2021 kl. 15.00-17.00
- Hvor: Connect Køge, Vestergade 3C, 4600 Køge
Om Connect Køge
Erhvervsfonden Connect Køge arbejder fokuseret på at styrke erhvervs- og turismeindsatsen, danne netværk og blive en aktiv medspiller i virksomhedernes hverdag. Sidst, men ikke mindst arbejder Connect Køge på at vise nye aktører fra ind- og udland de mange muligheder, der findes i Køge kommune.
Kommentarer