Samfund

Endnu flere skoleelever skal undervises på Køge-virksomheden CP Kelco

CP Kelcos skolelaboratorie, Biotech Education Center. Foto: CP Kelco

Køge Kommune, Connect Køge og CP Kelco har netop besluttet at fortsætte det samarbejde, som gør det muligt for Køges ældste elever at blive undervist i CP Kelcos skolelaboratorie. Formålet er at pirre de unges nysgerrighed inden for naturvidenskab, IT og erhvervsuddannelser.

Skolen skal ud i virkeligheden. Det er grundtanken i projektet mellem Køge Kommune, Connect Køge og den lokale produktionsvirksomhed CP Kelko, som blandt andet producerer pektin.

Projektet består i, at eleverne i udskolingen på Køges folkeskoler på udvalgte dage flytter undervisningen ud til CP Kelcos skolelaboratorie ’BioTech Education Center’. Her får de lov at prøve kræfter med autentiske opgaver, forsøg og cases, som skal være med til at styrke elevernes viden om naturfag og praktiske kompetencer:

– Erhvervslivet efterspørger i stigende grad unge, som tager en uddannelse inden for IT, naturvidenskab og håndværk. Og det her er en genial mulighed for, at Køges unge kan komme ud i virkeligheden og blive motiveret og inspireret til at tage en uddannelse inden for en af de områder. Derfor er jeg også ekstremt glad for, at vi fortsætter det gode samarbejde med CP Kelco og Connect Køge”, siger Ali Yahya, formand for Skoleudvalget i Køge Kommune.

Projektet blev for alvor skubbet i gang sidste år, da CP Kelco, som er er amerikansk ejet, fik en donation på over en million kroner til projektet fra moderselskabet i USA. De penge blev blandt andet brug til at bygge et skolelaboratorie på fabrikken.

Nu er det besluttet, at projektet skal fortsætte frem til 2027, og endnu flere elever kan se frem til undervisning i laboratoriet.

Kæmpe interesse fra eleverne

Samarbejdet med CP Kelco har kørt siden 2022, og en del af Køges ældste elever har allerede været på besøg i laboratoriet. Og spørger man nogle af de lærere, som har været med, er der ingen tvivl om, at samarbejdet med virksomheden er en stor succes, som giver rigtig meget mening for eleverne.

– Generelt er min oplevelse, at eleverne bliver meget imponerede, nå de besøger virksomheden. Og de er meget overraskede over, hvor mange forskellige jobfunktioner der er på CP Kelco. Som lærer oplever jeg, at de bliver meget klogere på, at det de lærer i skolen faktisk er brugbart i virkeligheden, og når de kommer tilbage i klasselokalet, er det med til at øge deres engagement i undervisningen, siger lærer Anette Møller fra Søndre Skole.

Også Camila Nordhild Olsen, som er lærer på Sct. Nicolai Skole, er meget begejstret for undervisningen i laboratoriet:

– Når man besøger Biotech Education center får eleverne en virkelighedsnær undervisning, og de bliver meget klogere på, hvilke fremtidige jobmuligheder der er på en stor virksomhed som for eksempel CP Kelco. Det er en fantastisk mulighed for, at de kan sætte de naturvidenskabelige kompetencer i spil, siger hun.

 

Kommentarer