Samfund

Endelig vedtagelse af lokalplan for flere boliger i Køge Nord

Byrådet vedtog den nye lokalplan 1099 for Køge Nord, som gør det muligt at opføre 42 almene boliger og 10 fritliggende huse eller dobbelthuse i den spirende nye bydel. Planen dækker et område på cirka to hektar, som grænser op til fredskov i øst samt en beskyttelseslinje omkring en fredet rundhøj og den kommende støjvold mod vest. Mod nord skal der senere planlægges for de næste etaper af nye boliger.

Der er – for de fritliggende huse – lagt op til en udstykning med små grundstørrelser, så der kan bygges tæt. Det betyder både en bæredygtig udnyttelse af arealerne og gode forhold for nære fællesskaber, som i de øvrige boligklynger i Køge Nord Skovby.

– Med den nye lokalplan er der gjort klar til, at der udover de fritliggende huse kan opføres 42 nye almene boliger i forskellige størrelser og med en nytænkende arkitektur. Jeg er glad for, at arealet allerede er solgt til boligselskabet fsb’s spændende projekt. Samtidig er det dejligt at se, hvordan Køge Nord Skovby stille og roligt forvandler sig fra en bar mark til en bydel med plads til mange forskellige slags mennesker og med et klart blik for fællesskab og bæredygtighed, siger borgmester Marie Stærke.

Tidligere på året blev arealerne til almene boliger solgt på baggrund af et skitseprojekt med et stærkt arkitektonisk udtryk. De 42 boliger opføres i træ som to cirkler omkring et indre haverum. Der er adgang til de enkelte boliger via private terrasser ud mod haverummet, så der skabes en gradvis overgang fra det private til det fælles – og forhåbentlig gode anledninger til uformelle møder mellem beboerne.

Kommentarer