Køge by

Efterårets ildsjælepris går til Køge Håndbold

Køge Kommune er fyldt med aktive foreninger med stærke fællesskaber og aktive frivillige. En af dem er Anders Laursen fra Køge Håndbold, der tirsdag den 4. oktober modtog Køge Kommunes Ildsjælepris.

Alle foreninger har dem. Nogen er mere synlige end andre. Alle leverer de et kæmpe stykke arbejde for fællesskabet og foreningen. Det drejer sig naturligvis om de mange frivillige, der på kryds og tværs af Køge Kommune, bidrager til et aktivt og levende foreningsliv.

 I et ønske om at fejre de ildsjæle, der hver uge løfter et enormt stykke frivilligt arbejde i kommunens foreninger, uddeles fire gange årligt en ildsjælepris. Tirsdag den 4. oktober modtog Anders Laursen fra Køge Håndbold efterårets ildsjælepris fra Kultur- og Idrætsudvalget.

– Det er en stor glæde for mig at komme rundt i Køge Kommunes foreningsliv og møde de mange frivillige, der bidrager til, at særligt vores børn og unge har muligheden for et aktivt fritidsliv. Vores idræts- og foreningsliv er helt afgørende for et velfungerende samfund. Det er her vi mødes i fællesskabets og motionens tegn – det her vi bliver klogere på livet og hinanden. En stor tak til alle frivillige – og i dagens anledning en særlig tak til Ander Laursen for den enorme indsats for Køge Håndbold, siger Ken Kristensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget.

Anders Laursen sidder i bestyrelsen i Køge Håndbold, og er ansvarlig for klubbens sociale medier, øvrige kommunikation og sponsorer. Desuden har han roller som holdleder på dameseniorholdet, ligesom han ifølge klubben har været en fantastisk ungdomstræner og holdleder på pigehold i de sidste 6 år.

I indstillingen lyder blandt andet:

”Den allerstørste indsats gjorde Anders under corona, hvor han næsten ene mand gjorde alt hvad han kunne for at holde på vores u15 pigehold. Han har personligt ringet rundt til alle spillere, holdt forældremøder, og i en periode trænet dem alene. Anders er den type, der helt stille og roligt arbejder i baggrunden, og det er ikke alle der opdager, hvor vigtig en indsats han gør for rigtig mange unge mennesker i vores klub. Han gør det heller ikke for at blive ‘opdaget’, men han fortjener et klap på skulderen for sin kæmpe ildsjæleindsats!”

Ildsjæleprisen blev uddelt i klubben ved et aftenarrangement. Anders Laursen modtog i den forbindelse – ud over æren – en buket blomster og en gavekurv fra Kultur- og Idrætsudvalget.

Kommentarer