DET STØJER OGSÅ I KØGE
Af Frank Taarup, Kandidat KV21, Det Konservative Folkeparti
I Roskilde kommune har man netop introduceret en kampagne mod unødvendig motorstøj fra biler og motorcykler. Med budskabet: ‘SHH – tak fordi du ikke støjer’ hænger kommunen 60 store plakater op ved kommunens mest trafikerede veje, i håb om at det kan få bilister og motorcyklister til at tænke over, hvor meget de støjer. ‘Hele sommeren er det nærmest ikke ulejligheden værd at gå ud i min have, fordi der er for meget larm fra trafikanter, der skal vise deres køretøj frem’, siger en Roskilde borger.
Vi kender også problemet her i Køge. Bl. a. på Vordingborgvej, hvor jeg selv bor. Her drøner motorcyklisterne op i de højeste støjniveauer når de har rundet rundkørslerne, og har et lige stykke vej frem for sig. ‘Her kommer jeg!’ synes de at sige, og bryder sig ikke om hverken støj- eller fartgrænser. Gashåndtaget skal åbenbart bare drejes fuldt op. Det er en helt unødvendig støjplage, som generer mange mennesker.
Plakater i sig selv hjælper nok ikke så meget. Men det sender i hvert fald et vigtigt budskab, og kan det få bare nogle enkelte til at slække lidt på gashåndtaget, vil det da hjælpe lidt på støjplagen. Måske er Roskildes kampagne et eksempel til efterfølgelse her i Køge?
Kommentarer