Debat og politik

Debat: Børnene skal lære om frivillighed

Foto: Tim Kildeborg Jensen.

Debatindlæg af Lars Engeborg, formand for DGI Midtjylland

Flere bør bidrage med et frivilligt stykke arbejde i foreningslivet. Det kan de færreste være uenige i. Det er langt sværere at finde løsninger. 

Samtidig med at nutidens børn ofte beskyldes for at have nok i sig selv, så er de meget dygtige til at bakke op om hinanden og gør gerne en stor indsats for fællesskabet. Vi ser det bl.a. på det meget store antal unge, som vælger et efterskoleophold.

I Skolereformen fra 2014 var Åben Skole et af de nye tiltag, som bød ind med et mere formaliseret samarbejde mellem idrætsforeninger og skoler. Tidligere generationer kom naturligt i idrætsforeningerne både som deltagere, hjælpetrænere, trænere og ledere. I dag kommer de fleste børn kun naturligt som deltagere i en idrætsaktivitet.

Skolereformen fra 2014 er udskældt, men i forhold til Åben Skole, så er den langt bedre end sit rygte. I folkeskoleloven er skolen forpligtet på at prøve at etablere et samarbejde med idrætsforeninger. For børnenes og de unges skyld er det både værdifuldt og relevant for hele tanken om det gode liv.

I Folkeskolelovens paragraf 1 stk. 3. nævnes ord som deltagelse, medansvar, rettigheder, pligter, frihed og folkestyre, åndsfrihed, ligeværd og demokrati. I Idrætsforeningerne lærer børnene ikke om de fine ord, men oplever dem i praksis.

Skolebestyrelserne og skolernes ledelse kan opprioritere de bløde værdier gennem et samarbejde med idrætsforeningerne. Store elever kan undervise små, der kan etableres praktik for en hel årgang i den lokale idrætsforening, og de mest interesserede elever i udskolingen kan tilknyttes en idrætsforenings bestyrelse.

Alt det her kræver, at skolechefer giver idéerne opmærksomhed, at skolelederne regelmæssigt mødes med formanden for en idrætsforening, og at rekruttering af frivillige bliver et fælles ansvar for både idrætsforeninger og skoler.

Hvis børn vokser op i et lokalsamfund, hvor idrætsforeningen og skolen samarbejder pædagogisk på den store klinge, så ved børnene præcis, hvor vigtigt det er både for samfundet og for den enkelte, at der er hænder til de mange opgaver.

Langt de fleste børn og unge har lyst til at være med, hvis de stille og roligt vokser ind i rollerne. Ca. 90 procent af alle børn i vores del af Danmark oplever at være medlem af en idrætsforening. Det er de færreste af dem, som oplæres i frivillighed. Der er ikke noget der stopper os. Vi kan bare gå i gang.

Kommentarer