Køge by

De olympiske lege kommer til Køge

Arkivfoto

Den 13. september løber OL Special Games igen af stablen, når dystende deltagere fra kommunens bosteder og dagtilbud samles på Køge Atletikstadion til en dag i bevægelsens og fællesskabets tegn.

Trillebørsløb, forhindringsbane og gummistøvlekast. Til OL Special Games er der ikke de typiske OL-discipliner på programmet. De særlige olympiske lege er for alle Køges borgere med fysiske og psykiske udfordringer. Formålet er, at alle deltagere får en sjov dag, som står i både fællesskabets og bevægelsens tegn. 

– Idræt og fællesskab går hånd i hånd. Når vi bevæger os, skaber vi også de gode oplevelser sammen. OL Special Games er en mulighed for at mødes til en dag med bevægelse, hvor vi samtidigt styrker fællesskabet – også mellem borgere og medarbejdere, siger borgmester Marie Stærke.

Fællesskabet i fokus 

OL Special Games så dagens lys første gang i 2019, men corona har de seneste år sat dagen ubestemt pause. Idéen om at bringe OL Special Games tilbage nu opstod efter en tid, som har været præget af isolation og begrænsninger for det sociale liv. Ønsket er at give specialområdets borgere et arrangement, hvor de igen kan samles og mødes. Tanken er, at OL Special Games skal være en årlig tilbagevendende begivenhed i Køge Kommune. 

– Det er vigtigt, at vi genfinder fællesskabet igen for alle i Køge Kommune. Mange har haft det svært under coronapandemien, hvor vi har været nødt til at holde afstand til hinanden. Et tiltag som OL Special Games betyder, at vi får muligheden for igen at samles og skabe socialt samvær under sjove og hyggelige rammer, siger formanden for Socialudvalget Lissie Kirk. 

OL Special Games afholdes tirsdag den 13. september fra kl. 10.00 til 13.00 på Køge Atletikstadion. Arrangementet bliver skudt i gang med fælles indmarch og åbningstale fra borgmester Marie Stærke. Senere på dagen vil formanden for Socialudvalget Lissie Kirk stå for overrækkelse af medaljer til dagens deltagere. Godt 360 deltager er allerede tilmeldt med flere på vej på startlisten. 

Kommentarer