Event

Danmarks sjoveste børnecykelløb kommer igen til Køge

Pressefoto

Så er det tid til at find cykelhjelmen og finde cyklerne frem, når Danmarks største og sjoveste cykelløb for børn, Kids Tour, igen i år kommer til Køge. Det sker lørdag den 24. maj 2025 ved Skolevej 7.

Børnene har chancen for at blive cykelstjerner for en dag, når Danmarks største og sjoveste cykelløb for børn, Kids Tour, kommer til Køge.

Igen i år har Køge Kommune nemlig valgt at bakke op om cykelbegivenheden, hvor vejene vil danne rammerne for en cykelsjov dag for børn i alderen 3 til 10 år og deres familier.

Det koster 50 kroner at deltage i cykelløbet, mens alle aktiviteter på eventpladsen er gratis for hele familien.

– Med Kids Tour kommer børnene ud i flok og mærker glæden ved at bruge cyklen. Via leg får de lært gode vaner om trafiksikkerhed og sundhed, siger generalsekretær for Børneulykkesfonden, Henriette Madsen, og tilføjer:

– Jeg glæder mig over, at Kids Tour i år er større end nogensinde med 15 byer på turplanen og 18 partnere med ombord.

Fokus på trafiksikkerhed og sunde værdier

Kids Tour er et cykelløb for børn i alderen 3 til 10 år og afholdes som en landsdækkende begivenhed, hvor en række byer skiftes til at være værtsby for løbet. Hovedtemaerne er glæde og trafiksikkerhed, hvor børnene er i fokus med cykling, leg og sjove aktiviteter på pladsen.

Det er sjette gang Kids Tour løber af stablen, og cykelløbet har til formål at gøre cykling sjovt og attraktivt, både til motion og hverdagstransporten til skole eller børnehave.

Kids Tour arrangeres af Børneulykkesfonden i samarbejde med Køge Kommune. Kids Tour støttes af REMA1000 som hovedsponsor og al salg af startnumre går ubeskåret til Børneulykkesfonden for blandt andet at fremme fondens arbejde med at øge børnesikkerheden i Danmark og nedbringe antallet af børneulykker i trafikken.

 

Kommentarer