Borup

Damifo udvider med ny genbrugsplads for byggematerialer i Borup

Se billedserie

Den grønne genbrugsvirksomhed Damifo udvider med en affaldsplads for byggematerialer i Borup. Formålet er at begrænse transport af byggeaffald, og placeringen er led i virksomhedens grønne strategi om at reducere C02-udledningen.

Damifo har de senere år haft stor succes med at modtage erhvervsaffald, behandle det og producere genbrugsprodukter fx asfalt, beton og træ der bruges i byggeriet.

Byggeaffald udgør ca 30% af al affald i Danmark, og der genbruges eller genanvendes kun 37% af det. Men genbrug og genanvendelse har været i vækst de senere år, og der er især fokus på at skabe muligheder for at genanvende farlige materialer som fx beton.

Med en stærk målsætning om at udvide og styrke en grønnere produktion i byggeriet og sikre cirkulær økonomi på byggepladserne har Damifo A/S derfor taget endnu et skridt med en plads i provinsbyen Borup midt på Sjælland.

Med placeringen på denne lokation rykker Damifo tættere på kunderne, så transporten spares.

Administrerende direktør John Kaldahl, Damifo.

Administrerende direktør John Kaldahl siger:

– Strategien i Damifo er, vi altid sørger for at ligge tæt på vores kunder lokalt. Vi sparer på den måde CO2, fordi det giver et minimum af transport. I Borup har vi også en 2000 m2 stor hal, der er godkendt til farligt affald, så det giver os mulighed for at tænke i nye produktionsformer og derudover laver vi en ny betonproduktion som udnytter, at vi ligger tæt på vores plads i Ringsted.

Målet for Damifo er hele tiden at skabe grønnere og mere miljøbevidste løsninger i genbrug og genanvendelse af byggeaffald. Der er rigtig meget miljømæssig gevinst i at udbygge produktionen af genbrugsmaterialer fra byggeriet.

John Kaldahl fortæller:

– Mange byggematerialer sendes til udlandet, som eksempelvis betonaffald, der sejles til Holland og forarbejdes der eller til Norge, hvor det deponeres i miner. Det koster rigtig meget i transport og belaster miljøet med CO2. Det skal vi ændre på, og det kan vi ved at udbygge vores produktion af genbrugsmaterialer og placere dem lokalt.

 

Kommentarer