Corona har ændret danskernes online købsmønstre
Corona-pandemien har vendt verden på hovedet. Det gælder også for dansk e-handel og danskernes online købsmønstre. Det har betydet vækst for nogle brancher, mens andre oplever en nedtur.
2020 har været et år vendt på hovedet for dansk e-handel. Der er sket en markant forskydning i danskernes online forbrug fordelt på kategorierne varer, rejser og services, som uden tvivl kan tilskrives corona-pandemien. Danskerne har samlet e-handlet for 97,5 milliarder kroner i de forskellige kategorier i 2020, hvilket svarer til et fald på cirka 43 milliarder kroner sammenlignet med 2019. Det viser den nye e-handelsrapport 2020 over danskernes adfærd og købsvaner på nettet, som Nets netop har offentliggjort.
– For første gang ser vi en tilbagegang i det samlede online forbrug – trukket kraftigt ned af manglende salg af rejser. Samtidig har corona også haft indvirkning på danskernes online shopping-vaner, som har ændret sig markant. Det har blandt andet betydet en helt anden fordeling af forbruget, hvor nye varer og services vinder frem, for eksempel dagligvarer, take-away og streamingtjenester, fortæller Marketing Manager hos Nets Tanja Oda Sørensen.
Køb af fysiske varer på nettet boomer
Generelt er salget af fysiske varer steget under corona. Det gælder blandt andet for køb af dagligvarer, hvor danskerne for alvor har fået øjnene op for, hvor nemt og bekvemt det er at handle dagligvarer online hjemmefra. Take-away er også i vækst, da danskerne i stor stil har bestilt mad online fra restauranter under nedlukningerne.
– I 2020 har danskerne samlet brugt 59 milliarder kroner online på fysiske varer. Det er en stigning på cirka 10 milliarder kroner sammenlignet med 2019. Udover et boom i dagligvarer og take-away, ser vi en generel vækst i køb af fysiske varer i alt fra tøj og skønhedsprodukter til byggematerialer og haveartikler, fortæller Tanja Oda Sørensen.
Rapporten afslører også, at corona-pandemien har været en katalysator for et øget forbrug af online services, som i 2020 udgør en større andel af det samlede online forbrug sammenlignet med 2019. I alt har danskerne købt services for 17 milliarder kroner – og specielt køb af streamingtjenester har været populære blandt danskerne.
– Vi har været mere hjemme end nogensinde før på grund af nedlukningen, og tiden er for manges vedkommende blevet brugt foran fjernsynet eller computeren med en god film eller serie, siger Tanja Oda Sørensen.
Rejser ramt af corona-feber
Rejsebranchen var en af de første brancher, der gik online og har historisk stået for halvdelen af danskernes online forbrug, men i 2020 blev rejsebranchen en af corona-pandemiens største tabere.
I 2019 købte danskerne rejser og rejserelaterede services for 70 milliarder kroner. I 2020 har danskerne kun brugt 23 milliarder kroner. Rejserestriktioner på tværs af landegrænser og kontinenter, som følge af corona, er forklaringen på den kraftige tilbagegang.
– Pandemien har skabt usikkerhed og uvished og fået rejsebranchen til at kigge langt efter kunder. Selvom det har været muligt at rejse i nogle perioder af pandemien, har den sat en stor stopklods for danskernes rejsemuligheder. Dog må man forvente, at billedet ændrer sig, når verden igen åbner op og danskerne igen kan rejse mere frit, siger Tanja Oda Sørensen.
Vi shopper mere dansk
Danskerne har generelt været loyale overfor de danske onlinebutikker under corona-pandemien.68 procent af danskerne har kun handlet i danske webshops, blandt andet fordi de gerne ville støtte op om de danske virksomheder i en svær økonomisk tid.
– Vi kan konstatere at danske webshops vinder terræn i forhold til deres udenlandske konkurrenter – muligvis hjulpet på vej af corona-pandemien. Tallene tyder på, at danskerne har anlagt nye vaner for hvilke varer, de køber online, og hvor de køber varer fra. Med andre ord har corona-pandemien gjort, at vi generelt handler mere online, men også at vi køber flere forskellige typer af varer og services på nettet. Vi vælger de danske webshops fordi vi finder det nemmere og mere trygt, hvis vi gerne vil bytte en vare. 29 procent af forbrugerne angiver, at de ønsker at støtte de danske onlineforretninger, siger Tanja Oda Sørensen.
Nets leverer online betalingsløsninger til mere end 140.000 webshops, og opgørelsen over danskernes online forbrug er en del af den årlige rapport Dansk e-handel.
Kommentarer