Kultur

Charity Padel Cup kommer til Køge – Sving padelbattet i den gode sags tjeneste

Torsdag den 5. september afholder Legeheltene i samarbejde med CUPRA Charity Padel Cup i Køge. Foto: Børneulykkesfonden

Titlen som vinder af Charity Padel Cup er på spil, når Børneulykkesfonden i samarbejde med CUPRA afholder Charity Padel Cup i Køge 5. september til fordel for Legeheltenes arbejde på børneafdelingerne på de danske hospitaler. 

For første gang inviterer Børneulykkesfonden sammen med CUPRA til Charity Padel Cup til fordel for Legeheltene. Torsdag den 5. september slår vi dørene op for padelturneringen i Køge, hvor både private og virksomheder kan deltage, når der skal smashes til fordel for Legeheltene. 

Når sveden drypper af panden og endorfinerne pumper i kroppen under padelturneringen, er det til fordel for Legeheltenes arbejde på de danske hospitalers børneafdelinger. Her skaber Legeheltene frirum med leg, bevægelse og fællesskab for de cirka 60.000 børn, der hvert år bliver indlagt i Danmark.

– Vi glæder os enormt meget til at samle sportsglade mennesker i Køge til en benhård og sjov padelturnering, hvor hver kamp er med til at bringe endnu mere aktiv leg og bevægelse ind på hospitalsstuerne på børneafdelingerne over hele landet, fortæller Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden, der står bag initiativet Legeheltene. 

Ikke nok med at deltagerne kommer til at kæmpe mod hinanden om titlen, som årets Charity Padel Cup-vinder, er der også inviteret en håndfuld stjernespillere, som er klar til at give deltagerne kamp til stregen. På gæstelisten er blandt andet Frida Hallqvuist.

Fælles mission om mere aktivitet

For at få stablet turneringen på benene er Børneulykkesfonden gået sammen med CUPRA, som er stolt hovedsponsor for Charity Padel Cup med en allerede eksisterende mission om at udbrede en livsstil præget af sport.

– Med CUPRAs omfattende engagement i padelsporten, er det helt naturligt, at vi selvfølgelig også træder forrest i den gode sags tjeneste her. Legeheltenes arbejde er beundringsværdigt og gør en enorm forskel for de små, som har mest brug for det. Her har padelsporten en fantastisk evne til at samle mennesker fra alle samfundslag og aktivere næstekærlighed, udtaler Anders Rune Hansen, PR & Brand Activation Specialist, CUPRA Danmark.

Du kan læse mere og tilmelde dig Charity Padel Cup her.

Om Legeheltene

Alle børn har ret til et liv med leg og bevægelse – også børn der er ramt af sygdom. Men et sygdomsforløb, en indlæggelse og kroniske diagnoser er ofte forbundet med stor inaktivitet og ensomhed. Det kan have store konsekvenser for indlagte børns fysiske, kognitive og sociale udvikling. Derfor arbejder Legeheltene for at skabe aktiv leg og bevægelse for de ca. 60.000 børn i alderen 1-14 år, der hvert år indlægges på et hospital i Danmark. Legeheltene skaber et frirum med plads til store armbevægelser, tumlelege og fællesskab – og med plads til at være barn igen. 

Legeheltene er på 40 børneafdelinger i Danmark og to indkvarteringssteder for ukrainske flygtningefamilier. Legeheltene er et initiativ startet af Børneulykkesfonden.

Læs mere på www.legeheltene.dk

 

Kommentarer