112

Butikstyv i Køge forsøgte at snyde med indpakningen

Mandag kl. 13.52 anmeldte en butikskontrollant, at en mandlig kunde var tilbageholdt som mistænkt for at snyde med indpakningen på en vare i en materialistbutik.

Politiet fik i forretningen kontakt med en 50-årig mand fra Køge, der i forretningen havde taget en dyr parfume ud af den originale indpakning og lagt den i en æske for en billigere vare, som han så betalte for ved kassen.

Den 50-årige snød herved butikken i forbindelse med varekøbet, så politiet sigtede ham for bedrageri ud fra den anvendte fremgangsmåde.

Politiet kontrollerede endvidere den 50-åriges personlige forhold og kunne herefter konstatere, at han faktisk var eftersøgt af politiet som udeblevet fra fogedretten i anledning af et betalingsspørgsmål. Han blev derfor straks frihedsberøvet og transporteret til fogedretten i Roskilde, så retsmødet, han tidligere var udeblevet fra, kunne gennemføres.

 

Kommentarer