112

Brand på Stormøllevej i Køge

Torsdag eftermiddag kl. 16.49 fik politiet en alarmmelding om, at der var ildebrand i flere skure på et par adresser på Stormøllevej. Brandvæsnet var sendt til stedet, hvortil politiet også kørte for at finde årsagen til brandens opståen.

Brandvæsnet var ved politiets ankomst i gang med brandslukning i to skure tæt på banelegemet nord for Køge S-station, så BaneDanmark blev underrettet om røgudvikling, der gik på tværs af jernbanesporene.

Det viste sig, at en 54-årig mand fra Køge havde foretaget afbrænding i en jerntønde bagest i sin have i et område med gamle grene og ukrudt i en afstand af ca. tre meter fra et skur.

På grund af uopmærksomhed ved afbrændingen i jerntønden havde ilden bredt sig til den 54-åriges skur, hvilket hans nabo havde opdaget. Inden brandvæsnets ankomst havde ilden også nået at få fat i naboens skur, så begge skure udbrændte.

Den 54-årige blev med baggrund i disse oplysninger sigtet for manglende opmærksomhed ved afbrændingen, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af den overtrædelse af brandlovgivningen.

Kommentarer