Borup Modelflyvere inviterer til åbent hus på flyvepladsen
Borup Modelflyvere inviterer igen i år til Modelflyvningens Dag med åbent hus. I år foregår det søndag den 14. maj, hvor man kan se medlemmernes forskellige fly, som vil være udstillet på flyvepladsen; og der er mange forskellige typer i lige så mange forskellige størrelser, så der bliver nok at se på og tale om.
Klubbens modelfly spænder fra flotte svævefly til kopier af rigtige flyvemaskiner, de alle har det til fælles, at de er fascinerende og smukke, og så flyves de på samme måde som et rigtigt fly. Klubben vil også gerne vise, at modelflyvning ikke blot er flyvning, men at megen tid går med bygning og vedligeholdelse af deres fly, og sidst men ikke mindst, så har de en rigtig god klubånd og et godt kammeratskab.
– Vi håber på optimalt vejr, tørvejr og under otte meter i sekundet. Det er ideelt flyvevejr, lyder det fra klubbens formand, René Hansen.
– Det må godt være skyet, for så er det lettere at se modellerne i luften, end hvis solen brager løs. I det vejr kan vi flyve med det hele. Hvis vinden bliver for hård, er der desværre nogle af modellerne, der må blive på jorden. Ellers kan vi præsentere det meste i luften, siger han.
Ud over det flotte syn af de mange udstillede modelfly på pladsen, så er der også mulighed for selv at prøve kræfter med et af klubbens skolefly. Og man kan teste sig selv på den opstillede flysimulator.
Der er tradition for flot besøg hos Borup Modelflyvere på Modelflyvningens dag og tradition for, at klubbens medlemmer gør deres for, at der kommer så mange modeller i luften som muligt, så der hele tiden er noget at se på.
Entré er gratis, og på pladsen vil der være mulighed for at købe kaffe, øl, vand og pølser.
– Så vi håber, at rigtigt mange vil besøge Borup Modelflyvere på modelflyvepladsen Ringstedvej 657, 4100 Ringsted ved Slimminge, klokken 11.00 til 16.00.
Kommentarer