Kultur

Bobler under platantræet – Åbning af Olga Ravns udstillingsrum hos KØS

På torsdag slår KØS dørene op til den danske forfatter Olga Ravns udstillingsrum ET HENFØRT ÅR. Et rum, hvor digt, naturfarver og tekstiler mødes i en sanselig kunstnerisk undersøgelse af den henførelse, der kan gribe en, når man går i dialog med et lille stykke jord i Køge.

En forårsaften på KØS’ forplads blandt historiske blomsterbede, naturfarvet stof og tidsdiagrammer.

I et år har Olga Ravn samlet urter og planter ved Ellebækken i Køge og sammen med KØS påbegyndt et mindesmærke for 16 trolddomsanklagede kvinder, der i 1600-tallet efter sigende havde samlingssted ved bækken. Mindesmærket fuldendes i 2023, men nu og her kan du følge Olga Ravns proces og nye skridt ind i billedkunstens verden med det multimediale udstillingsrum ET HENFØRT ÅR. Middelalderens kunstsyn har inspireret forfatteren til at udvide sit virkefelt for at nærme sig datidens kunstopfattelse, hvor det visuelle og tekstuelle ikke var adskilt. Hvordan, kan du få syn for i udstillingsrummet, når det åbner på torsdag den 5. maj kl. 17.

ET HENFØRT ÅR er første skud på stammen i et helt nyt eksperimenterende udstillingsformat i KØS’ stueetage dedikeret til kunstnerisk proces og flerårige offentlige kunstprojekter kommissioneret af museet.

INFO

Åbning: ET HENFØRT ÅR af Olga Ravn

Torsdag den 5. maj kl. 17 – 19

KØS serverer vegetariske forårssnacks og bobler!

Kommentarer