Blå Kors deler tusindvis af poser med madvarer ud over hele Danmark
Påskehelligdagene er en helt særlig tid for den sociale hjælpeorganisation Blå Kors. De oplever i stigende grad flere trængte familier, som har brug for en ekstra håndsrækning i højtiderne. Derfor uddeler Blå Kors i år overskudsmad i samarbejde med dagligvarekæden Lidl, som doneres fra Lidls butikker, til glæde for brugere af familienetværk, væresteder og beboere på botilbud.
Ved påsketid samles danskerne normalt rundt om bordet med dejlig mad og samvær. Coronaepidemien har igen år gjort, at påsken ikke bliver helt, som vi kender den. Dette gælder også for mange af de socialt udsatte familier i Danmark.
Igen i år har Lidl valgt at donere den overskudsmad, der normalt kommer fra lukkedagene hen over påsken, til Blå Kors’ familienetværk, væresteder og bo- og behandlingstilbud til misbrugere, hjemløse og andre udsatte grupper. Initiativet er et af mange som Blå Kors og Lidl de seneste fire år har samarbejdet om. Et samarbejde som administrerende direktør i Lidl, Dirk Fust, sætter stor pris på.
”Som landsdækkende dagligvarekæde er vi i Lidl bevidste om vores sociale ansvar – et ansvar, hvor vi gennem vores samarbejde med Blå Kors siden 2017 har hjulpet nogle af de allermest trængte familier og socialt udsatte med overskudsmad fra nogle af vores butikker. Blå Kors og deres mange frivillige yder en fantastisk indsats i kampen for et samfund, hvor ingen mennesker er afhængige af alkohol eller stoffer og ingen er socialt udsatte eller hjemløse. Et formål som vi i Lidl er glade for at kunne støtte op omkring her i påsken i forbindelse med donation af overskudsmad fra 27 nøje udvalgte Lidl-butikker.”
Frivillige deler mad ud i hele Danmark
De frivillige fra Blå Kors afhenter poserne med overskudsmad fra flere steder i København, Aarhus, Odense og Aalborg samt byerne Slagelse, Nykøbing, Rønne, Hjørring, Aabenraa, Esbjerg, Middelfart og Silkeborg. Her bliver overskudsmaden delt ud af de mange frivillige fra Blå Kors, som har den direkte kontakt til de trængte familier og socialt udsatte rundt omkring i Danmark. At poserne med overskudsmad gør en forskel, er der ifølge generalsekretær i Blå Kors Danmark, Christian Bjerre, ingen tvivl om.
”Vi kan sammen med Lidl gøre en forskel i påsken for mennesker, som ikke har meget at gøre godt med. Eksempelvis har vores familienetværk kontakt med 2.000 børn og voksne, og her er det tydeligt, at mange kæmper med at få dagligdagen til at hænge sammen økonomisk. Det seneste år med corona har presset familierne yderligere, så poserne med overskudsmad skal nok blive taget godt imod. Det har en kæmpe betydning for vores sociale arbejde, at en stor virksomhed som Lidl støtter op om os og de mennesker, vi rækker ud til,” siger generalsekretær i Blå Kors Danmark, Christian Bjerre.
Påskedonation bringer stor glæde og lettelse hos familierne
Familienetværket på Filippavej på Frederiksberg er et af de 27 steder, som modtager påskedonationen fra Lidl. Maden uddeler de torsdag den 1. april om formiddagen til familier, som i forvejen er tilknyttet familienetværket samt deres netværk. Derudover åbner de op for familier i det boligsociale område “Stjernen” på Frederiksberg, hvor de i forvejen har et samarbejde.
“Det er en kæmpe glæde at formidle gratis mad til familierne. Vi ved fra tidligere, at maden bringer stor glæde og lettelse hos vores familier, og vi ser særligt et stigende behov i denne corona-tid, hvor børn har været mere hjemme, og madbudgettet været yderligere presset,” siger Helle Aaen, som er leder af Familienetværket Filippavej på Frederiksberg.
Lidl og Blå Kors har samarbejdet om donationer af mad siden 2017.
Fakta – Lidl bekæmper madspild
- Lidl og Blå Kors Danmark har samarbejdet om donationer af mad siden 2017.
- I Lidls butikker er der fokus på madspild, hvilket betyder, at frugt og grønt, bake-off og kølevarer bliver prisreduceret før sidste salgsdato. Derudover sælges frugt og grønt til styk- eller kilopris.
- Lidl er første discountkæde med et landsdækkende samarbejde med den populære app ”Too Good To Go”, der giver kunderne mulighed for at bekæmpe madspild og spare penge ved at bestille og afhente lykkeposer i Lidl, som indeholder mad, der er sorteret fra, men som er for godt til at blive smidt ud.
- Lidl har i tråd med FN’s mål 12.3 om bæredygtig udvikling sat et mål om at reducere sit madspild med 50 % inden 2030 sammenlignet med 2017.
Kommentarer