Samfund

Badning frarådes ved Havnebadet Køge Marina efter fund af colibakterier

Kommunen fraråder nu, at man hopper i vandet ved Havnebadet Køge Marina. Foto: Køge Marina (beskåret)

På grund af forhøjet indhold af bakterier frarådes al badning nu ved Havnebadet Køge Marina. Det oplyser Køge Kommune på deres hjemmeside.

Badevandsprøven udtaget den 23. juli ved Havnebadet viser forhøjet indhold af e-colibakterier, så der frarådes badning ved Havnebadet på Køge Marina.

Der bliver taget en ny badevandsprøve fredag den 26. juli og resultatet foreligger tidligst den 28. juli.

Badevandsprøven for Nordstrand var fin, så de badende henvises til at benytte Nordstrand i weekenden.

Køge Marina meddeler samtidig på deres facebook-side følgende:

“Vi er sammen med Køge Kommunes Miljøafdeling i gang med at lede efter en evt. kilde til de gentagne forureninger og dermed lukning af havnebadet. Men det tager tid at undersøge de mulige kilder. Men vi er på sagen.”

Man kan følge med i kommunens badevandsprøver for strande og søer her.

 

Kommentarer