Kultur

Analyse på vej af idrætten i hele kommunen

For at være på forkant med både behov og økonomi gennemfører Køge Kommune i samarbejde med kommunens foreninger, de selvejende haller og kultur- og idrætsrådet en analyse af eksisterende faciliteter.

Hvordan ser det ud med de aktuelle såvel som de fremtidige tendenser i både børn og voksnes idræts- og motionsvaner? Hvad betyder det for den måde, vi udnytter faciliteterne på? Det er et par af de spørgsmål, en analyse af Køge Kommunes idrætsfaciliteter skal give svar på.

Analysen gennemføres i tæt samarbejde med foreningerne, de selvejende haller og Kultur- og Idrætsrådet og har til formål at være på forkant med både behov og økonomi, påpeger formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Ken Kristensen:

  • Vi ved, hvor vigtig sport og motion er – og vi vil gerne have endnu flere borgere med ombord på den vogn. Idræt og foreningslivet er limen i vores samfund og samler mennesker på tværs af alder, køn, politisk overbevisning samt religion i motionen og fællesskabets tegn. Det er godt for den enkelte og for samfundet. For at sikre, at vi udnytter ressourcerne bedst muligt, både når det handler om bygninger, udearealer og økonomi, har vi besluttet at gennemføre en grundig analyse i samarbejde med de mange dedikerede foreninger. Analysen bliver et vigtigt værktøj, når vi fremover skal planlægge på det her vigtige område, siger Ken Kristensen.

Undersøgelsen skal indgå i Køge Kommunes ambition om at være en idrætskommune med gode og relevante idrætsfaciliteter til borgerne.

Formand for de selvejende haller i Køge Kommune, Kai Jensen, ser frem til ’en grundig analyse af faciliteterne både ude og inde’:

  • Det handler jo om at få kommunen til at hænge bedst muligt sammen. Blandt andet skal vi se på, hvordan de haller, der ligger lidt længere væk end bymidten – eksempelvis i Herfølge – kan komme endnu bedre i spil. Det kan også være oplagt at vurdere mulighederne for at afholde kulturelle arrangementer i de eksisterende idrætsfaciliteter. Samtidig kan undersøgelsen forhåbentlig bidrage til, at vi i fremtiden bliver endnu bedre til at tiltrække større kultur- og idrætsarrangementer til Køge Kommune, siger han.

Ernst Lykke Nielsen er formand for Kultur- og Idrætsrådet i Køge Kommune. Han peger på gevinsten ved at få alle foreninger i tale for at høre, hvad der ligger netop dem på sinde:

  • Vi vil gerne blive endnu klogere på, hvordan det er at være forening i Køge Kommune. Kommunen kan rent økonomisk ikke opfylde alle ønsker, men input fra foreningerne har stor betydning for kommunens langtidsplanlægning. Den kommende analyse skal gerne være med til at sikre, at kommunen udnytter de eksisterende haller, sale og udearealer bedre – også i samarbejde med skolerne. Hvis man kan betræde et gulv flere gange, er det smart, siger han.

Analysen af idrætsfaciliteterne indgår som en del af de råderumsanalyser, som igangsættes i forbindelse med arbejdet med budget 2024-2027.

Den færdige hovedrapport forelægges Kultur- og Idrætsudvalget i juni 2023. Derudover skal en visionsrapport beskrive nationale tendenser og koble dem til Køge Kommunes situation som vækstkommune og dermed fungere som input til en planstrategi.

Fakta om Idrætsfacilitetsanalysen
Undersøgelsen består af en dataindsamlings- og analysefase fra januar til juni 2023 og skal:

  • Give et overblik over centrale udviklingstendenser i kommunen og på landsplan med relevans for idrætsområdet i kommunen
  • Afdække omfanget af idrætsfaciliteter i kommunen og deres serviceniveau, sammenlignet med udvalgte kommuner og landsplan
  • Undersøge aktuelle og fremtidige tendenser i borgernes idræts- og motionsvaner
  • Skabe overblik over idrætsfaciliteternes benyttelse og pege på fremtidige udviklingspotentialer og evt. behov for nye idrætsfaciliteter
  • Skitsere scenarier for udviklingen af idrætsfaciliteter i kommunen
  • Undersøge behovet for udeområder i kommunen og identificere relevante, fremtidige indsatser på området.

Kommentarer