Køge by

Afmeldte nummerplader på bil gav anledning til utallige sigtelser

Kl. 15.57 ønskede en patrulje at kontrollere en personbil nærmere, idet de nummerplader, bilen var forsynet med, var anført som afmeldte og derfor ikke burde sidde på et køretøj.

Bag rattet i personbilen sad en 20-årig mand fra Ishøj, som i forvejen var frakendt kørekortet. Endvidere mistænkte politiet ham for at være påvirket af narkotika under kørslen, så den 20-årige blev sigtet for disse overtrædelser af færdselsloven og anholdt med henblik på senere udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Ved ransagning af bilen fandt politiet en enhåndsbetjent springkniv, to kanonslag samt et bat, ligesom den 20-årige i forbindelse med visitationen blev fundet i besiddelse af godt et gram hash samt et firecifret kontantbeløb.

Springkniven, battet, det ulovlige fyrværkeri og hashen blev i forbindelse med sigtelserne beslaglagt som bevis i sagerne, og pengene beslaglagde politiet som afdrag på en betydelig gæld til det offentlige.

Endvidere kunne politiet konstatere, at den 20-årige inden for de sidste par år havde flere sigtelser for kørsel uden kørekort, så grundlaget for beslaglæggelse af hans personbil var til stede. Bilen havde den 20-årige købt for nylig for et mindre beløb, men gav dog sin tilladelse til beslaglæggelsen.

Den sidste sigtelse mod den 20-årige kom til at omhandle overtrædelse af straffeloven for trusler mod politipersonalet, der blev truet med diverse ulykker, når den 20-årige blev løsladt, hvilket skete først på aftenen efter afhøring til de mange sager og udtagelsen af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Kommentarer