Samfund

Ældreområdet skal moderniseres: Tryghed, kvalitet og fremtidssikring i centrum

Modelfoto: Pixabay

Køge Kommune tager nu næste skridt i realiseringen af en langsigtet plan for modernisering af ældreområdet.

På baggrund af nøje analyser og borgernes behov gennemføres en række ændringer, som skal sikre mere tidssvarende boliger, øget livskvalitet og bedre udnyttelse af kommunens ressourcer.

– Vi står over for vigtige beslutninger, som skal sikre, at ældre borgere i Køge Kommune får tidssvarende boliger og de bedst mulige rammer for et godt og trygt liv. Det er ikke let at foreslå ændringer, som påvirker kendte omgivelser og vaner, men vi er nødt til at tænke langsigtet og ansvarligt. Med denne plan prioriterer vi både kvaliteten i tilbuddene og en ordentlig proces for beboere og personale, siger Bent Sten Andersen (V), formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Køge Kommune.

Udfasning af Plejecenter Møllebo

Plejecenter Møllebo i Køge Midtby vil blive udfaset som led i kommunens 10-årige udviklingsplan for plejeboligområdet. Beslutningen sker på baggrund af centerets fysiske rammer og økonomiske udfordringer:

  • De 24 boliger fordelt på tre etager lever ikke op til nutidige standarder.
  • Huslejen er væsentligt højere end i andre plejeboliger pga. tidligere renoveringsomkostninger.
  • Der har længe været lav belægning og minimal venteliste.

Udfasningen vil ske i en gennemsigtig proces med tydelige milepæle og inddragelse af beboere, pårørende og medarbejdere.

Omdannelse af centerboliger til ældreboliger

Køge Kommune vil ligeledes konvertere de nuværende 105 centerboliger til regulære ældreboliger. Dette sker for at imødekomme en stigende efterspørgsel på ældreboliger og sikre en mere retvisende og effektiv boligstruktur:Antallet af ældreboliger øges fra 205 til 274.

  • Borgerne i centerboligerne vil som udgangspunkt blive genvurderet til ældrebolig og kan blive boende med eksisterende hjælp. Borgere med plejeboligbehov og som ønsker en plejebolig kan blive noteret på venteliste til en sådan.
  • Hjælpen vil fremover blive leveret af kommunens tværfaglige lokalteams.

Ændringen betyder samtidig, at betegnelsen ”centerbolig” udfases, da den ikke findes i lovgivningen.

Ophør af ældreboliger i Køge Midtby og justeringer i Ejby

Som led i moderniseringen stopper Køge Kommune fremadrettet tildelingen af ældreboliger i Køge Midtby (Accisevej, Dyrlundsvej og Allégade):

  • Boligerne opfylder ikke lovens krav om handicapvenlighed og kan ikke registreres som ældreboliger i Landsbyggefonden.
  • Eksisterende beboere bliver ikke berørt, men nye borgere skal fremover søge andre ældreboliger i kommunen.

Samtidig foreslås enkelte ældreboliger i Kastaniehusene i Ejby inddraget til administrative formål for at forbedre arbejdsmiljøet for lokalteams.

Ingen økonomiske konsekvenser – men stor effekt

Alle ændringer gennemføres uden økonomiske konsekvenser for kommunen. Målet er at sikre en ældreboligmasse, der lever op til lovkrav, efterspørgsel og moderne standarder – til gavn for både nuværende og kommende ældre borgere.

Involvering og videre proces

Ældre- og Sundhedsudvalget behandlede forslagene på mødet den 6. maj 2025. Forslagene sendes i høring i Seniorrådet, Handicaprådet og til drøftelse i FMU-VF med mulighed for udtalelse.

 

Kommentarer