Samfund

Aborrerne trives i Køge Å – men det kræver en indsats at bevare dem

Seks kommuner arbejder sammen om at bevare fiskebestanden i Køge Å. Foto: Køge Kommune

Gennem tre år har forskere fra Københavns Universitet og sportsfiskere fra Køge fulgt aborrer i Køge Å. Det er der kommet interessant ny viden ud af. Samtidig har seks borgmestre opfordret regeringen til at samarbejde om at bevare og styrke bestanden af de unikke danske brakvandsrovfisk.

Bestanden af aborrer i Køge Å er overraskende stor, formentlig på 17.000 individer, og sammensætningen af aborrernes størrelser viser, at der hvert år kommer unge fisk til.

Sammen med forskere fra Københavns Universitet har medlemmer af Køge Sportsfiskerforening og andre med en fiskestang i løbet af de seneste tre år indmeldt deres fangst. Det har ført til, at der er mærket over 1000 fisk og genfanget over 200 fisk, som giver helt ny viden om fiskenes færden og levevis.

Ved at mærke og senere at genfange nogle af aborrerne er det lykkedes forskerne at afgøre, at aborrerne i Køge Å er deres egen stamme. Helt konkret betyder det, at fiskene gyder i Køge Å eller i et nabovandløb og 85 af dem, der senere finder tilbage til åen igen, er klækket der. Det samme gør sig i øvrigt gældende for Ørreden.

Samtidig er det fastslået, at aborrerne i Køge Å er brakvandsaborrer, der er tilpasset et sommerliv i Køge Bugt, hvor udbuddet af føde er langt større end i vandløbene. Herved adskiller de sig for de fleste aborrer i Danmark, som kun lever i ferskvand, og som dør, hvis de møder brakvand som det i Køge Bugt.

Seks borgmestre med opfordring

De saltstærke rovfisk deler Køge Kommune med en række andre kommuner på egnen. 

– Langt op i forrige århundrede var der imponerende bestande af både aborre og gedder i brakvandet. Så forsvandt de næsten helt, og der er brug for en indsats, hvis vi skal genskabe de rige fiskebestande, lyder det samstemmende fra borgmestrene Vordingborg, Guldborgsund, Stevns, Næstved, Faxe og Køge kommuner.

– Vi har en mulighed for i samarbejde mellem kommuner og stat at gøre en indsats for at bevare nogle unikke arter af brakvandsrovfisk og derved skabe en rigere natur, som kommer både vandmiljøet, dyrelivet og alle os, der holder af friluftslivet, til gavn og glæde, siger borgmester i Køge Kommune, Marie Stærke.

Om end det i Køge Å netop nu ser udmærket ud, er brakvandsfiskene anderledes pressede andre steder. Derfor opfordrer de seks borgmestre til et nationalt-lokalt samarbejde om at beskytte unikke bestande som ellers er i risiko for at uddø – et sådant samarbejde har også et potentiale for at gøre regionen til en markant europæisk rovfisk-region, hvilket vil gavne både fisk, friluftslivet generelt og lystfiskerturisme, lyder det fra de seks borgmestre.

Også fiskeri efter aborren påvirker bestanden meget negativt. Derfor har Køge Kommune efter anbefaling fra sportsfiskerne lavet en begrænsning, så der højst må hjemtages tre aborrer dagligt, når man fisker i Køge Å.

Hele undersøgelsen kan læses her

Kommentarer