Årets Danmarksmester i Formel 4 bor i Solrød Strand og hedder Julius Dinesen
Årets største talent på fire hjul bor i Solrød Strand og hedder Julius. Det står fast efter et brag af en finale i Formel 4 på FDM Jyllandsringen søndag.
I sæsonens løb har Julius Dinesen kørt sig i front af mesterskabet, men inden finaleweekenden var der bare 20 points forspring ned til nummer to, så alt kunne ske. En god kvalifikation lørdag sikrede Julius et godt udgangspunkt til søndagens tre løb, men der ventede en følelsesmæssig rutsjebanetur – ikke mindst for familie og venner, som så på fra tilskuerpladserne.
Det første løb blev et bevis på at en 15-årig racerkører sagtens kan tage modne beslutninger. Efter at have ført løbet i et par omgange slap to modstandere – blandt andet mesterskabsrivalen – forbi, men i stedet for at tage kampen op, valgte Julius at acceptere en tredjeplads og sikre vigtige point til mesterskabet.
Startplaceringerne til weekendens midterste løb blev bestemt af resultatet fra første løb; dog med den detalje at de syv bedst placerede kørere startede i omvendt rækkefølge. Dermed startede Julius fra femtepladsen, men mens størstedelen af konkurrenterne kørte på banen med helt nye dæk, måtte Julius spare på gummiet, og det kostede på omgangstiderne. En syvendeplads reducerede forspringet i mesterskabet til bare otte point inden finaleløbet.
En værdig mester i motorsportens rugeklasse er i stand til at køre med hjernen, forsvare sig og, når det er nødvendigt, gå til angreb. Det sidste beviste Julius også at kunne mestre, efter tumult på første omgang i finaleheatet betød at størstedelen af feltet kørte af banen bare fire sving inde i løbet. Også Julius. Milimeter fra at sidde fast i banens sandfang slap han fri og kom på banen som én af de bagerste kørere. Herfra kørte han sig frem igennem feltet og sluttede på fjerdepladsen – lige bag mesterskabsrivalen. Dermed sikrede han også titlen som Danmarksmester i Formel 4. En titel, som flere danske kørere med international succes også har med i rygsækken.
– Det betyder utroligt meget for mig at kunne kalde mig for Danmarksmester. I år var min første sæson i racerbiler, og selvom det handler mest om at udvikle mig som racerkører og som person, så er det et bevis på at mine ambitioner ikke er helt urealistiske, fortæller Julius Dinesen, der deltog i det danske Formel 4-mesterskab som første trin på vejen mod en mulig Formel 1-karriere.
Teamchef i STEP Motorsport, Morten Dons, sender også rosende ord med på vejen til sin nykårede mester:
– Julius satte tempoet højt helt fra starten af sæsonen, og især i finaleweekenden har han vist sin evne til både at køre taktisk og give den hele armen når det er nødvendigt. Det har været en fornøjelse at have Julius i teamet, og jeg er ikke i tvivl om at han kan komme langt i sin karriere. Hans udvikling er kun lige startet, og vi er stolte af at have været med til at tage det første mesterskab ud af forhåbentlig rigtig mange!
Næste opgave for Julius Dinesen bliver som repræsentant for Danmark ved FIA Motorsport Games – motorsportens svar på De Olympiske Lege. Det afholdes på Circuit Paul Ricard i Sydfrankrig den 26-30. oktober.
Kommentarer