83-årige Hans Holde fra Gørslev modtager Ildsjæleprisen

Et aktivt foreningsliv er drevet af mange engagerede frivillige. Èn af dem er Hans Holde, som onsdag 18. december modtog Køge Kommunes Ildsjælepris efter mere end 60 års aktivt medlemskab i Gørslev Idrætsforening.
Gørslev Idrætsforening er stolte af at kunne indstille Hans Holde, 83 år, til Ildsjæleprisen. Hans har gennem seks årtier været en uundværlig del af Gørslev Idrætsforening, hvor han siden 1963 har dedikeret sin tid og energi til at fremme idrætslivet i lokalsamfundet.
– Hans Holde har brugt mere end 60 år af sit liv på én forening, og så begynder det altså at lugte af ildsjæl. Når man så samtidig gør det både i bestyrelse og som instruktør gennem så mange år, så er der ingen tvivl om, hvad det har givet foreningslivet, børn, unge og voksne i Gørslev. Det er derfor helt specielt at kunne anerkende Hans for det livslange arbejde, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget Ken Kristensen (V).
Hans Holde er født og opvokset i Gørslev og har nærmest livsabonnement på foreningsgymnastik. Han har været aktiv gymnastiktræner for motionsmændene gennem 30 år og leder af forskellige gymnastikhold siden 1968 for alle, der har mod på en kolbøtte – fra små børn til voksne motionsmænd.
Som en dybt engageret idrætsudøver startede han desuden i 1983 det populære idrætsmærkehold, som hurtigt blev en stor succes. Fra de første 10 deltagere voksede holdet hurtigt til cirka 75 aktive, og i 1998 modtog Gørslev Idrætsforening DGI’s foreningspokal som anerkendelse for sin store fremgang, en succes der tilskrives Hans’ utrættelige indsats.
Kommentarer